Menu

Tre sorte minutter kostede dyrt

image
Steffen Dam
12. august 2023 kl. 11:44

Der var dømt fodboldfest på Frederiksberg. Det nye fredagskoncept trak hele 362 tilskuere på en dag, hvor FC København spillede hjemme samtidigt, og i en times lignede det da også, at FA 2000 fik den perfekte start på det nye koncept. Men tre sorte minutter vendte op og ned på det hele, og trods et massivt pres til sidst endte det hele med et nederlag på 1-2 til Nykøbing FC.

Allerede efter tre minutter kom kampens første store chance - i en upresset situation sendte værterne bolden i fødderne på en af gæsternes spillere. Her blev der takket for gaven, men friløberen til Willads Delvin blev fremragende snuppet af Lucas Ziegler i FA 2000-buret og fire minutter senere stod den så 1-0.

Et glimrende angreb endte med, at Christian Toftdahl fik bolden i venstre side - og her lavede han sin signaturafslutning ved at trække ind i banen og klappe bolden i kassen. Det gjorde han to gange i pokalkampen mod Nakskov og denne gang blev bolden tordnet ind tæt på målhjørnet uden chance for Tobias Brogaard i NFC-målet - en helt igennem fremragende scoring.

Det åbnede i sagens natur kampen op, og første halvleg blev en meget intens affære, hvor FA 2000 momentvis havde held med at presse gæsterne. Derfor fik man egentlig holdt Nykøbing FC fra chancer i åbent spil, men dødbolde er altid et moment, hvor meget kan ske - og efter et hjørnespark med cirka 10 minutter igen af første halvleg fik gæsterne faktisk udlignet, men kampens dommer havde fløjtet for frispark og målet talte derfor ikke.

Ellers var det mest omdiskuterede i resten af halvlegen et muligt straffespark til Sami Jalal Karchoud efter 42 minutter. Han får en hånd i ryggen og mister balancen, men i stedet for straffespark endte det hele med gult kort for film og dermed endte en ganske flot og velspillet første halvleg set med hjemmeholdets briller.

Nykøbing FC var langt fra lige så tilfreds med halvlegen. Der blev talt med store bogstaver i gæsternes omklædningsrum, og der blev foretaget en dobbeltudskiftning i pausen. Det gav desværre den ønskede effekt. Gæsterne fik lagt et langt bedre tryk efter pausen og efter et kvarter førte det så også til en udligning. Efter et par hurtige afleveringer endte bolden hos Paul Nnamani, som sikkert sendte bolden i kassen.

Målet rystede tydeligvis FA 2000 og tre minutter senere var den så gal igen. William Ravn kom for sent i sin aktion i feltet, og denne gang tøvede kampens dommer ikke med at pege på pletten - hvad der udefra set lignede en helt korrekt kendelse. Her var Adam Vendelbo Clement sikkerheden selv, men han skulle gå fra helt til skurk for sit hold ikke ret lang tid efter. I og med der blev givet gult kort for film i første halvleg, var der ikke nogen vej udenom, da Adam Vendelbo Clement vælger at filme sig til et straffespark efter at han allerede havde et gult kort.

Det vekslede kampens dommer Casper Thorsøe til et rødt et af slagsen med et kvarter igen, og det gav også FA 2000 en livline ind i en kamp, som gæsterne ellers på det tidspunkt kontrollerede. Kort efter var der kraftige appeller for hands i feltet - det er en af dem, der ligger i grænseland og måske var blevet taget af VAR, men den slags har man som bekendt ikke i 2. division, og dermed intet straffe til de blåklædte.

Der skulle dog nå at komme en gigantisk chance for at udligne. Den faldt i overtiden, hvor Valdemar Høgh først får vippet bolden på underkanten af overliggeren, inden en Nykøbing-spiller får blokeret det efterfølgende skud nærmest på målstregen. Det var ikke til at tro, at den situation ikke endte med mål - men det gjorde den ikke, og dermed står FA 2000 med lidt samme følelse som i Roskilde.

Man både kunne og burde have hentet point i kampen, men endte som tabere af en spændende og intens fodboldkamp. Det må meget gerne ændre sig allerede i næste kamp i Brabrand!

FA 2000 - Nykøbing FC 1-2 (1-0)
1-0 Christian Toftdahl (7.)
1-1 Paul Nnamani (61.)
1-2 Adam Vendelbo Clement (64., straffe)

Rødt kort: Adam Vendelbo Clement, Nykøbing FC (73.)

Luk