Menu

To unge talenter får startdebut i pokalkamp

image
08. august 2023 kl. 11:37

Vi er nu klar med præsentationen af de to sidste spillere, som er stødt til FA 2000's trup i 2. division. Det drejer sig om Victor Enggaard og Youcef Mokdad - begge er kommet til fra HIK, hvor det kneb med spilletiden, og derfor er turen nu gået til Frederiksberg og FA 2000.

Begge spillere har været igennem et længere forløb i opstarten, før de endeligt blev indlemmet i truppen - og Victor Enggaard er en dynamisk og venstrebenet venstre back, mens Youcef Mokdad er meget dygtig på bolden og til at arbejde i mellemrum. Så er han også målfarlig, hvilket han viste med scoringen i den sidste testkamp mod Frem.

Victor Enggaard fik faktisk allerede debut lørdag mod FC Roskilde, men for begge spillere vil der være tale om debut i startopstillingen for FA 2000, når det gør løs i aften i pokalkampen på udebane mod FC Nakskov.

"Vi har fået to ærgerrige og unge spillere ind, som begge tilfører noget spændende til den i forvejen stærkt besatte trup, som vi har. Det første fingerpeg om, hvad vi har i vente, får vi i aften mod Nakskov, og jeg glæder mig meget til at se dem trække i den blå trøje", siger sportschef Steffen Dam.

Samtidig kan vi også præsentere en afgang - efter et halvt år i klubben, har Marius Olofsen Christiansen valgt at tage til Slagelse i Danmarksserien. Det seneste halve år har været skadesplaget for den dygtige kantspiller, og det samme har opstarten, og det er i det lys, man skal se afgangen.

"Marius indeholder et kæmpe potentiale og er derudover en fantastisk fyr, så jeg er ked af, at han ikke længere er i klubben. Men jeg håber meget på, at det er på gensyn, hvis efteråret i Slagelse går som håbet med masser af spilletid," siger sportschef Steffen Dam.

Luk