Menu

Defensive hovedbrud før det går løs på lørdag

image
Steffen Dam
29. juli 2023 kl. 14:55

Man siger som bekendt, at en dårlig generalprøve giver en god premiere. Det ordsprog må FA 2000 klynge sig til efter nederlaget på 6-3 til AB, hvor der godt nok var mange fine offensive takter, men hvor der ingen grund er til at pakke den ind - den defensive del af spillet var meget under det niveau, man kan forvente og før har set.

Allerede efter otte minutter var den gal første gang. AB slog et fladt indlæg mod Christian Wagner og uden at være synderligt presset, kunne han med en flad afslutning sende værterne i front. Men den første halve time stod der FA 2000 på i forhold til at være bedst på bolden og det gav da også bonus blot fem minutter senere, hvor Hamid Khalidan headede Oliver Tølbøll Rimmens fine oplæg i kassen.

Det sendte momentum over til gæsterne, og Mads Lange var meget tæt på at bringe FA 2000 i front midt i halvlegen, da han ramte stolpen. Men kort efter scorede AB så igen efter et håbløst boldtab i feltet - Emil Wass var over returen og sendte bolden i kassen til 2-1. Det ændrede dog ikke på, at offensivt kom der mange gode ting, og det gav da også endnu et udligningsmål, som lignede det første mål. Denne gang med Oskar Høybye i oplæggerens rolle og Hocine Derrar som manden med den gyldne pandebrask.

Herfra må vi så være ærlige at sige, at der stod AB på det meste. Kort før pausen kom de så foran igen - denne gang på et langskud fra Emil Wass, som strøg i kassen, og efter pausen fortsatte de med at være bedst. Først var Mark Garly Pedersen over en returbold i feltet og øgede til 4-2, inden først Ilias Namli og siden Erik Lindell også kom på måltavlen - førstnævnte efter et langt udspark, som endte med at blive en stor chance. Det så udefra alt for nemt ud at skabe chancer mod de blåklædte.

Lidt positivt skal der dog også være at tage med fra anden halvleg, for Oskar Høybye lukkede og slukkede med fem minutter igen efter en tør afslutning forbi AB-keeper Indy Groothuizen og derved blev det i en svært underholdende kamp, som hjemmeholdet fra AB nok synes var sjovest. For at gøre ondt værre, måtte Lukas Svensson udgå med hvad der kan vise sig at være en alvorlig knæskade - vi håber det ikke er så slemt.

Vores hold i Københavnsserien var også i testkamp i dag, og her blev det til en imponerende sejr over B 1908 fra Danmarksserien på 4-2 efter 2-2 ved pausen. Målene i den kamp blev sat ind af Mark Maymann, Jonathan Nordmark Laursen, Nikolaj Andonovski og et selvmål af B 1908.

AB - FA 2000 6-3 (3-2)
1-0 Christian Wagner (8.)
1-1 Hamid Khalidan (13.)
2-1 Emil Wass (26.)
2-2 Hocine Derrar (34.)
3-2 Emil Wass (41.)
4-2 Mark Garly Pedersen (57.)
5-2 Ilias Namli (78.)
6-2 Erik Lindell (83.)
6-3 Oskar Høybye (85.)

Luk