Menu

Bananskrællen forsvandt efter godt et kvarter

image Steffen Dam
Steffen Dam
09. august 2023 kl. 13:06

Pokalkampe mod lavere rangerende hold er reelt set kampe, hvor man har alt at tabe. Spørg bare i Helsingør, som for et par år siden måtte lade livet til Bispebjerg fra serie 1 - den berømte bananskræl, som ingen ønsker at jokke i. FA 2000 mødte denne tirsdag aften FC Nakskov fra Sjællandsserien, og i et kvarters tid lå bananskrællen fremme, men derfra var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse.

Værterne fik faktisk kampens første store chance efter fem minutter, hvor deres angriber ikke fik ordentligt træf på afslutningen i en god position - og hvem ved hvad der kunne være sket, hvis den var gået ind. Nakskov gik frisk til sagen og prøvede at gå op og spille med. Det gav så huller den anden vej, og stille og roligt begyndte den markante niveauforskel at vise sig.

Efter 18 minutter kom der så hul på bylden. Victor Enggaard brød igennem på venstresiden og lagde bolden til rette for Casper Holmelund, som sikkert sendte FA 2000 på sejrskurs og minuttet efter faldt kampens afgørelse reelt set med samme Holmelunds afrettede skud, der snød Nakskovs målmand Mads Starzec.

Derfra var det med at holde tungen lige i munden, for blot ni minutter efter føringsmålet, stod der 0-4 på måltavlen. Først lagde Lucas Simonsen bolden uselvisk til rette for Oliver Tølbøll Rimmen, der kunne trille bolden i det tomme mål, inden Patrick Johansen var så uheldig at lave selvmål for Nakskov. Der kom dog ikke flere mål i første halvleg, selv om det var et mindre mirakel, at FA 2000 ikke fik scoret på en gigantisk trippelchance kort før pausen.

Efter pausen fortsatte billedet. Nakskov var ikke uden evner offensivt, men det kneb så gevaldigt den anden vej. Første mand på måltavlen var Valdemar Høgh, som bolden dumpede ned til efter et hjørnespark, men overraskende nok var det så Nakskov, der svarede igen - med et velplaceret hovedstød sørgede Emil Nielsen for stor jubel blandt de cirka 200 tilskuere på denne kolde og regnvåde aften.

Jubelen varede dog kort, for indskiftede Christian Toftdahl scorede nemlig minuttet efter reduceringen med et knastørt hug forbi Mads Starzec, inden Youcef Mokdad og Christian Toftdahl med endnu en fin afslutning fra kanten af feltet kunne lukke og slukke i Nakskov i en meget chancerig slutfase, hvor begge hold brændte nogle gevaldige chancer. Missionen i Nakskov var dog fuldendt set med FA 2000-briller, og dermed er det videre til næste runde.

FC Nakskov - FA 2000 1-8 (0-4)
0-1 Casper Holmelund (18.)
0-2 Casper Holmelund (19.)
0-3 Oliver Tølbøll Rimmen (24.)
0-4 Patrick Johansen (28., selvmål)
0-5 Valdemar Høgh (53.)
1-5 Emil Nielsen (63.)
1-6 Christian Toftdahl (64.)
1-7 Youcef Mokdad (69.)
1-8 Christian Toftdahl (83.)

Luk