Menu

Uskøn premiere gav tre skønne point

image
Steffen Dam
11. marts 2024 kl. 13:40

Der var dømt bundopgør i forårspremieren på Frederiksberg Idrætspark. Solen skinnede, men ellers indikerede hverken vind eller temperatur, at foråret er kommet. Det var bidende koldt denne lørdag eftermiddag, men hovedparten af tilskuerne fik nu alligevel noget at varme sig på. For FA 2000 lagde nemlig fra land i 2. division ved at slå Brabrand med 2-0 og dermed sikre tre uhyre vigtige point.

Det skete efter en kamp, som næppe går over i historien for det rent kunstneriske udtryk. Det sker i øvrigt sjældent, når Brabrand er på den anden halvdel. De aarhusianske gæster har en meget fysisk og duelpræget spillestil, og derfor bliver kampene mod dem ofte urytmiske, hvilket også var tilfældet lørdag. Men FA 2000 viste både stor taktisk disciplin og ikke mindst parathed i duellerne.

Netop mod Brabrand er afgørende at være på i duellerne, så selv om første halvleg blev mest på Brabrands duelpræmisser, kastede det ikke nogle nævneværdige chancer af til gæsterne. Et par behjertede forsøg fra distancen var hvad det blev det, og første halvlegs eneste rigtigt store chance tilfaldt Lucas Simonsen, som flot brød igennem - men alene med gæsternes keeper Casper Vedel-Birch Andersen måtte han se sidstnævnte diske op med en flot redning og derfor nul mål efter første halvleg.

FA 2000 benyttede pausen til at skifte to spillere, og anden halvleg blev da også en noget bedre spillemæssig oplevelse end den første. De blåklædte satte sig mere og mere på spillet, og efter 64 minutter kom forløsningen så. En fremstormende Casper Holmelund spillede elegant Lucas Simonsen fri, og denne gang vandt han duellen med Casper Vedel-Birch Andersen og lagde den køligt i kassen til 1-0.

Målet fik den låste kamp til at åbne op, og selv om Brabrand nu kom længere frem, var det stadig FA 2000, der fik de største chancer og også reelt set lukkede kampen med knap et kvarter igen. Et frispark ude i siden endte med, at bolden dumpede ned for fødderne af Sami Jalal Karchoud, der fra kanten af feltet huggede bolden op i det ene målhjørne. Et fremragende mål som også fik jubelen til at bryde løs på stadion.

Brabrand prøvede desperat at komme tilbage i kampen, mens FA 2000 lurede på omstillingerne og havde flere potentielle store muligheder, der løb ud i sandet. Gæsterne kom tæt på en reducering i overtiden, hvor bolden blev blokeret i sidste øjeblik, men det hele sluttede fortjent med en sejr på 2-0, som dermed sender FA 2000 tilbage over stregen.

Bemærkes skal det også, at hele fire spillere i startopstillingen har spillet fodbold i FA 2000’s ungdomsafdeling (Hassan Elsayed, William Ravn, Sami Jalal Karchoud og Casper Holmelund), mens en femte og sjette (Malte Skærbæk og Marcus Dominique) var med på bænken. Det må siges at være ganske imponerende.

FA 2000 - Brabrand 2-0 (1-0)
1-0 Lucas Simonsen (64.)
2-0 Sami Jalal Karchoud (77.)

Luk