Menu

Solid sejr på hjemmebane over lokalrivalerne

image Sami Jalal jubler efter scoringen til 2-0.
27. maj 2023 kl. 20:49

Endnu engang hed modstanderen Vanløse IF og denne gang på hjemmebane. Sidst de to hold mødtes blev det til en uafgjort. Nu skulle der en sejr på bordet mod naboerne og hjemmeholdet var klar fra start. 

 

Solen skinnede og 401 tilskuere havde sikret sig muligheden for at se et vaskeægte lokalopgør. 

 

Med fire runder igen var missionen klar og præcis inden kampstart. Skulle der forsat lægges afstand til VSK Aarhus på tredjepladsen, så krævede det, at man selv gjorde arbejdet færdigt med en sejr. Den attitude blev bragt ind på banen med det samme, hvor eneste ændring i startopstillingen fra sidste runde var, at Mads Christiansen afløste Valdemar Høgh i midterforsvaret. 

 

Fra start af var det tydeligt, at FA 2000 var kommet for at spille fodbold. Rigtig god fodbold endda. Stærke kombinationer offensivt mellem Lucas Simonsen og Oliver Rimmen gjorde, at Vanløse rykkede sig længere og længere tilbage mod eget mål. Her blev de udfordret af gode aktioner og skarpe driblinger fra blandt andet Karim El Haddouchi som drev gæk med sine tidligere holdkammarater. 

 

Men trods et stort overtal var det tæt på at gå galt. Vanløses nummer 14 Bayan Fenwick havde et solidt frisparksforsøg som tordnede mod træværket. Heldigvis for hjemmeholdet blev det ved skrækken og Hamid Khalidan kunne i minutterne efter flot afslutte på kanten af feltet med et resolut spark. 1-0 føringen var en realitet og den stilling holdt til det 57 minut. Her fulgte Sami Jalal op på riposten fra en afslutning og lagde bolden sikkert ind til stilligen 2-0. I momentet inden havde Hamid Khalidan overspurtet Vanløses midterforsvar og leveret et stærkt forarbejde som førte til scoringen.  

 

Kort efter scoringen trak trænerteamet to udskiftninger ud af ærmet. Ind kom Ricky Gotland på bekostning af William Ravn Peitersen som løb rundt med et gult kort. Ydereligere forlod målscoreren fra første halvleg Hamid Khalidan banen og blev erstattet af Christian Toftdahl. Begge til store klapsalver. 

 

Og sidstnævnte Christian Toftdahl var tydeligvis i spillehumør. Bagrummet blev truet konstant og farlige aktioner opstod gang på gang. Flere gange var han tæt på, at udbygge føringen, men desværre uden held. Samtidig med at anfører Michael Jonssen leverede sideskift i stil med David Beckham, blev hele Vanløse mandskabet trukket langt ud. I den 69 minut kom endnu en dobbeltudskiftning. Besar Ameti erstattede Karim El Haddouchi og Marius Christensen erstattede Sami Jalal. 

 

Med 15 minutter igen af kampen satsede udeholdet med to offensive indskiftninger. Ind kom de to tidligere FA 2000 angribere Jonas Jørgensen og Marco Vinterberg. Men de blev afvist gang på gang af en velspillende defensiv hvor både Mads Christiansen centralt og Ilias Hassan samt Mads Lange var sollide. I den 83 minut kom den sidste udskiftning for hjemmeholdet. Casper Holmelund erstattede Oliver Rimmen som endnu engang havde en god kamp for hjemmeholdet.

 

En flot sejr var en realitet og da VSK Aarhus tabte på hjemmebane til Middelfart kunne FA 2000 udbygge forspringet fra to til fem point. Næste gang holdet skal i aktion er lørdag den 3.juni kl.14:00 på udebane. 

Luk