Menu

Sikker sejr over Brønshøj

image
26. juli 2022 kl. 20:25
Det blev til en 3-0 sejr på udebane tirsdag aften på Tingbjerg Ground.

Tirsdag aften var FA 2000s 1.senior på besøg på Tingbjerg Ground for at møde Brønshøj i en træningskamp. 

På en flot græsbane og med mange tilskuere på lægterne summede det af sommerfodbold fra første fløjt selvom temperaturen ikke var over 20 grader.

Det var tydeligt at FA 2000 havde taget det gode spil fra kampen mod HIK med ind på banen. Hele første halvleg var domineret af FA 2000 med godt spil, stærke kombinationer og stor energi. På trods af mange målchancer og gode skud, blev det ikke til mål og stillingen ved pausen var 0-0. 

I anden halvleg skiftede FA 2000 fem mand ud og det ændrede kampens tempo en smule. Jonas Jørgensen havde en flot første halvleg og det fulgte han op i anden halvleg. Efter 48 min headede han på overliggeren og efter 52 min drev han gæk med bagkæden hos Brønshøj med en flot solotur som bragte FA 2000 fortjent foran med 1-0. 

Efter 60 minutter skiftede trænerteamet yderligere fem mand ud og det gjorde, at kampen blev lidt mere lige. Dog ikke mere lige end at, Oliver Rimmen efter 64 minutter fik fat i bolden og afsluttede med en følt inderside til stillingen 2-0. Derefter ville Jonathan Nordmark lege med og fik med en lang tå prikket bolden forbi Brønshøjs målmand som blev fanget på mellemhånd og så stod det 3-0 efter 70 minutters spil. Det blev også slutresultatet og FA 2000 tog derfor en sikker sejr med hjem til Frederiksberg efter flot spil ude over Brønshøj. 

Sidste træningskamp inden turneringen officielt starter er på udebane lørdag den 30/7 mod AB. 

Luk