Menu

Sikker sejr og videre til næste runde

image
Steffen Dam
06. september 2023 kl. 11:41

På papiret var der lagt op til et pokalbrag. Taastrup FC fra Sjællandsserien havde inviteret masser af ungdomsmedlemmer og støtter af klubben til kamp denne solbeskinnede eftermiddag mod FA 2000 - og såmænd også, om ikke klubbens gamle topscorer Tonni Adamsen var at finde på stadion. Sidst de to hold mødte hinanden, scorede Adamsen to gange - nu spiller han i Superligaen, og lad det være sagt med det sammen. Adamsens evner på en fodboldbane kunne de grønklædte godt have brugt, for pokalbraget blev en fuser i den forstand, at der aldrig var spænding om udfaldet.

FA 2000 vandt nemlig kampen med 5-0 på trods af hele otte ændringer i forhold til det hold, som startede i Skive. Det vidner om en bred trup, at der alligevel var så stor forskel på de to hold - vi skal trods alt ikke mere end et par år tilbage, før Bispebjerg fra serie 1 sendte Helsingør ud - for nærmest fra første fløjt satte FA 2000 sig tungt på begivenhederne. Taastrup FC var meget sjældne gæster på FA 2000-banehalvdelen, og det var tydeligt, at det ikke var et spørgsmål om FA 2000 fik scoret, men hvornår målet kom. Efter et par fine muligheder fik Sami Jalal Karchoud så prikket hul på bylden efter et lille kvarter, da han uden de større problemer kunne prikke gæsterne i front, og da Christian Toftdahl små 10 minutter senere øgede føringen, var der reelt set tale om game over.

Måske den overlegne start fik FA 2000 til at slappe en smule af, men Taastrup kom lidt bedre med i kampen uden for alvor at blive farlige, og hver gang de undertippede værter tabte bolden, blev det farligt. Et mål mere fik vi også inden pausen - her skulle Casper Holmelund bare trille en storspillende Youcef Mokdads fine oplæg ind over stregen. På forunderlig vis endte bolden dog fra en meters afstand med at gå i en blød bue op i luften og i kassen. Kønt var det ikke, men det tæller som bekendt lige meget, uanset hvordan bolden kommer i mål.

Efter pausen bar opgøret præg af, at tingene var afgjort. Taastrup forsøgte at få et trøstmål, men kom ikke for alvor tæt på at få det, men FA 2000-rytmen som følge af flere udskifninger, blev brudt. Det var dog glædeligt, at Nikolaj Andonovski og Niels Haugaard fra vores eget akademi fik spilletid, ligesom der også var debut til Oliver Olsson, Jedrzej Szumniak og Hassan Elsayed. Sidstnævnte kom endda på måltavlen i kampens sidste minut, da han chippede bolden forbi Oliver Lip i Taastrup-målet, men kampens detalje blev gemt til sidst. Her tordnede Youcef Mokdad bolden op i målhjørnet - en smuk afslutning på en skøn pokaldag i Taastrup.

Taastrup - FA 2000 0-5 (0-3)
0-1 Sami Jalal Karchoud (13.)
0-2 Christian Toftdahl (21.)
0-3 Casper Holmelund (43.)
0-4 Hassan Elsayed (89.)
0-5 Youcef Mokdad (90.)

Foto: Taastrup FC

Luk