Menu

Magisk fredag aften på Frederiksberg

image
Steffen Dam
12. september 2023 kl. 21:20

Det var lidt af nøglekamp for FA 2000, da HIK kom på besøg. Udover at være naboopgør, kunne værterne også med en sejr tage et stort skridt frem i tabellen og få dejlig stor afstand til bunden. Havde man på den baggrund som tilskuer forventet at se en nervøs kamp, så gik man forgæves, for FA 2000 sad på begivenhederne fra første fløjt og endte med helt fortjent at vinde med 2-0.

Faktisk burde sejren have været større, men det var også den eneste anke efter en af de bedste præstationer i den tid, hvor FA 2000 har været i 2. division. Som nævnt sad de blåklædte på kampen fra første fløjt, og der skulle da heller gå andet end otte minutter før værterne var foran. En fremragende aflevering i dybden af Oliver Tølbøll Rimmen blev lige så smukt taget med af Youcef Mokdad. Han viste stort overblik og serverede bolden for Hamid Khalidan, som tordnede føringsmålet i kassen.

Efter et kvarters spil sendte Hamid Khalidan endnu et godt forsøg afsted mod HIK-målet - denne gang gik bolden dog lige snert forbi, og endnu tættere på var det efter 28 minutter, hvor først Oliver Tølbøll Rimmen og siden Hamid Khalidan måtte se stolpen stå i vejen for en udbygget føring til FA 2000. De blåklædte var i fuldstændig kontrol, og paletten af HIK-chancer var hurtigt overstået, for der var ingen nævneværdige af slagsen i de første 45 minutter.

Det fik gæsternes træner til at reagere med en dobbeltudskiftning, uden at kampbilledet dog ændrede sig synderligt. Nok kom HIK længere frem på banen, men uden at det for alvor kastede chancer af sig, mens FA 2000 var farlige de fleste gange, de kom igennem HIK-forsvaret. Blot tre minutter inde i halvlegen blev Lucas Simonsen sendt i dybden på en omstilling - først løb han fra HIK-forsvaret og serverede bolden perfekt for Youcef Mokdad, men desværre vandt gæsternes målmand Emmanuel Ogura duellen og reddede forsøget.

Derfor begyndte nervøsiteten at brede sig på tribunen. En føring på 1-0 er skrøbelig, selv om HIK stadig ikke kom frem til det vilde, men fire minutter før tid kom så en meget mærkværdig situation. Emmanuel Ogura reddede en bold til hjørnespark, men formåede i sekunderne efter at brokke til ikke bare ét gult kort, men hele to af slagsen, og den slags bliver som bekendt vekslet til et rødt kort. Nu skulle HIK satse alt med 10 mand og endda med reservekeeperen, og det måtte give huller den anden vej.

Det gjorde det også, og ét minut inde i overtiden blev kampen så også endelig lukket, da Ilias Hassan lagde den til rette for Youcef Mokdad, som sikkert sendte bolden i kassen. Det var kulminationen på en magisk aften på Frederiksberg Stadion - fortsætter præstationerne med at være på det her niveau, bliver det interessant at følge FA 2000 i de kommende kampe.

FA 2000 - HIK 2-0 (1-0)
1-0 Hamid Khalidan (8.)
2-0 Youcef Mokdad (90.)

Rødt kort: Emmanuel Ogura, HIK (86.)

Luk