Menu

Flot indsats gav sæsonens første sejr

image
Steffen Dam
20. august 2023 kl. 23:08

Efter nederlag i de to første kampe skulle der gerne point på tavlen, da turen gik til Brabrand for FA 2000’s hold i 2. division. Sådan gik det også, for efter de 90 minutters fodboldspil kunne de på dagen rødklædte FA 2000-spillere juble over en sejr på 1-0.

Det kunne de færreste indvende noget imod, for efter en relativt rodet og uskøn anden halvleg, var gæsterne klart bedst efter pausen og burde have afgjort tingene inden den altid hektiske slutfase. Brabrand er en vanskelig modstander at spille imod med deres ultimative spillestil, men FA 2000 havde lagt en god plan, og efter 14 minutter var den tæt på at give bonus.

Her kom Sami Jalal Karchoud nemlig helt fri for mål, men desværre nappede Brabrands keeper Casper Vedel-Birch Andersen den flade afslutning. Kort efter var det så Brabrands tur til at vise tænder, hvor et afrettet skud prellede af på stolpen. Ellers var det så som så med nævneværdige muligheder. Ti minutter før pausen sendte Christoffer Maul Petersen bolden snert forbi mål efter Brabrands bedste angreb i kampen, mens FA 2000 kort før pausen fik en stor dobbeltchance, som heller ikke kastede mål af sig.

Var første halvleg en mindre ørkenvandring på det grønne klæde, så startede anden halvleg markant anderledes ud. FA 2000 kom ud med en helt anden aggressivitet. Ukuelige Casper Holmelund jagtede en bold, de fleste sikkert havde opgivet - men han nåede den og fra en spids vinkel sendte han bolden på indersiden af stolpen. Minuttet efter kom så kampens enlige mål - igen fik Casper Holmelund bolden ude i siden og denne gang valgte han at heade bolden ind til Hamid Khalidan, der sikkert headede bolden i kassen.

Målet gav gæsterne vinger, og herfra var der ret stor forskel på de to hold. Brabrand kunne ikke finde den vanlige intensitet frem, som man ellers kender holdet for - og det var langt henad vejen FA 2000’s skyld, for der blev spillet klogt og periodevis også rigtig flot fodbold. Eneste anke var sådan set, at denne gode periode ikke kastede endnu et mål af sig, så man havde undgået en hektisk slutfase.

Seks minutter før tid stod William Ravn ellers fri efter et hjørnespark, men en stor redning af Casper Vedel-Birch Andersen sendte bolden ud til et nyt hjørnespark, og så var der ellers dømt hektisk slutfase, hvor Brabrand bombarderede FA 2000-feltet med høje bolde, dødbolde og lange indkast.

Det gav faktisk en stor mulighed fem minutter inde i overtiden til Christoffer Maul Petersen, som Lucas Ziegler sikkert reddede, mens der også var appeller for et straffespark - men der kom ikke flere mål og de tre point landede på Frederiksberg!

Brabrand - FA 2000 0-1 (0-0)
0-1 Hamid Khalidan (50.)

Foto: Ole Jakobsen, Den Utraditionelle.

Luk