Menu

Effektive gæster løb med sejren

image Konrad C. Rasmussen
Steffen Dam
14. november 2023 kl. 18:31

På forhånd var det top mod bund, da FA 2000 tog imod Aarhus Fremad. Da kampen var slut, lignede det umiddelbart også en magtdemonstration af gæsterne i og med kampen endte 1-4, men det var så langt fra tilfældet på banen, hvor et par nøglesituationer blev afgørende for kampens udfald.

FA 2000 kom ud med masser af optimisme og højt pres på denne regnvåde lørdag, men optimismen døde allerede efter 10 minutter. Et dumt boldtab endte med, at Aarhus Fremad brød igennem i venstre side - her røg et indlæg ind i panden på Frederik Høgn, der nemt udplacerede Lucas Ziegler i målet. Det var en kold spand vand, men ikke lang tid efter troede de fleste, at FA 2000 skulle få gode muligheder for at udligne.

Christian Toftdahl blev tydeligt kantet i feltet af gæsternes Christian Ege, hvor optagelserne efter kampen kun bakker op om den første indskydelse - klokkeklart straffespark til FA 2000. Men til de fleste overraskelse blev der fløjtet for frispark til Aarhus Fremad og gult kort for film til Christian Toftdahl. Det havde i sagens natur givet en helt anden kamp, hvis der var blevet dømt straffespark dér, men VAR eksisterer som bekendt ikke i landets tredjebedste række, og derfor stod kendelsen ved magt.

Det var ikke fordi, at Aarhus Fremad satte det ene angreb ind efter det andet mod FA 2000-målet, De var faktisk forholdsvis sjældne gæster foran værternes mål, men når de så kom derop, var der i den grad også fare på færde. Opskriften var næsten den samme ved Aarhus Fremads andet mål, som faldt efter 21 minutter. Et gennembrud i venstre side, indlæg til Frederik Høgh og scoring - eneste forskel var sådan set, at mål nummer to blev flugtet i kassen med foden og ikke med hovedet.

Nu var bakken blevet til et stort bjerg, for Aarhus Fremads boldsikre mandskab er ikke noget nemt hold at få ud af fatning, og efter 37 minutter lignede det så et mindre sammenbrud, da gæsterne sendte et frispark mod kassen - det fik Lucas Ziegler kun halvklaret, og returen sendte Lucas From sikkert i kassen. Dermed viste måltavlen 0-3 i en kamp, der i åbent spil kun havde kastet to nævneværdige chancer af sig, men noget skulle der ske, og derfor kom der både et formationsskifte og en tredobbelt udskiftning i pausen.

For at man for alvor skulle tro på miraklet, skulle der komme et hurtigt mål, og det kom så også. Indskiftede Lucas Simonsen opsnappede en dårlig aflevering fra Aarhus Fremad og satte den køligt i kassen med en behersket inderside blot ni minutter inde i halvlegen. Målet gav tydeligvis ny energi til FA 2000, som styrede slagets gang efter pausen og faktisk holdt Aarhus Fremad nede på nul chancer og en ”expected goals” på 0,02 i anden halvleg for at sige lidt om, hvem der var bedst efter pausen.

Med 12 minutter igen kom reduceringen så. Benicio Pena kunne kun halvklare Lucas Simonsens forsøg, og Oskar Høybye sendte sikkert bolden i kassen til hvad der lignede en nervepirrende afslutning. Men i stedet for mål blev der dømt offside på Sami Jalal Karchoud for at stå i målmandens synsvinkel da Lucas Simonsen afsluttede - det lignede også i bedste fald en tvivlsom kendelse, men det giver som bekendt ikke mål.

Kampens endelige afgørelse faldt minuttet efter i en situation, hvor der ikke var en Aarhus Fremad-spiller i nærheden af FA 2000-målet, men en tilbagelægning endte på forunderlig vis med at gå i kassen til hvad de fleste nok vil kalde et komisk selvmål - set med FA 2000-briller tragikomisk, og dermed forsvandt den sidste tro på point mod Aarhus Fremad.

FA 2000 - Aarhus Fremad 1-4 (0-3)
0-1 Frederik Høgh (11.)
0-2 Frederik Høgh (21.)
0-3 Lucas From (37.)
1-3 Lucas Simonsen (54.)
1-4 Lucas Ziegler (79., selvmål)

Luk