Optiker Sommer bliver synspartner for FA 2000
Frederiksberg Alliancen 2000, en af Danmarks største fodboldklubber målt på medlemstal, har udpeget optikeren på Peter Bangs Vej som officiel synspartner. Klubbens medlemmer kan under budskabet skarpt syn=skarpt spil få en synstest og rådgivning hos Optiker Sommer.
Med sloganet ”skarpt syn=skarpt spil” dribler Optiker Sommer ind i partnerskab med FA 2000. Rikke Frost er en stolt indehaver, der som nabo få hundrede meter fra Frederiksberg Stadion og træningsbanerne glæder sig til at følge endnu mere med i den lokale klub og hjælpe aktive børn og teenagere med at få tjekket synet, hvis der er behov.
”Det med at bakke op om og være en del af det lokale føles naturligt for mig. Jeg er relativt ny på Frederiksberg og kommer oprindeligt fra Hvide Sande, hvor det lokale sammenhold og foreningslivet fylder meget. Jeg har selv været frivillig i den lokale håndboldklub, så samarbejdet med FA 2000 giver rigtig god mening for Optiker Sommer og mig,” siger indehaver Rikke Frost.
Klub i medvind
FA 2000 er en fodboldklub i medvind. Herrernes førstehold er netop rykket op i 2. division, og klubben er blandt de største i Danmark, ikke mindst takket være de over 1.000 seje fodboldpiger i alle aldre, der træner flere gange om ugen på Jens Jessens Vej og Frederiksberg Stadion.
”Vi er meget glade for samarbejdet med Optiker Sommer. Vi er en klub med spillere fra 3 til 90 år, og et godt syn betyder noget for dem alle sammen. Vi i klubben ser meget frem til vores samarbejde om skarpt syn=skarpt spil, som vi synes er forfriskende nytænkt,” siger Jann Buchardt, kommerciel chef i FA 2000.
Gæster mere end kunder
Optiker Sommer på Peter Bangs Vej 77 har ligget samme sted i mere end 35 år og er en af Frederiksbergs mest velrenommerede optikere, der altid har været uafhængig af de store kæder. Rikke Frost overtog for nylig butikken fast besluttet på at drive den videre i samme ånd.
”Vi vil gerne have, at folk føler sig mere som gæster end som kunder. Når man kommer her, skal der være tid til samtale og lære hinanden at kende. Hos os begynder rådgivningen altid med at forstå hverdagen. En person, der arbejder foran skærme hver dag, har andre behov end en pensionist eller en sportsudøver,” siger Rikke Frost.
Alle spillere kan få en test
Hun beskriver butikken som en moderne, lokal og selvstændig optikerforretning, hvor høj faglighed og specialoptik møder design, mode og personlig rådgivning. Og hvorfor så et samarbejde med FA 2000?
”Jeg vil med samarbejdet ’skarpt syn=skarpt spil’ bidrage med noget, der tager udgangspunkt i vores faglighed. Alle spillere i klubben kan ved den mindste mistanke om problemer med synet komme over til os og få en sportssynstest og en snak om, hvordan især linser kan hjælpe til mere skarpt spil,” siger butiksindehaver og optometrist Rikke Frost og tilføjer:
Styrk det lokale
”Noget af det, jeg godt kan lide ved Frederiksberg, er følelsen af en lille 'by i byen'. For mig handler samarbejdet med FA 2000 ikke kun om at hjælpe klubbens spillere og få eksponering af Optiker Sommer, men også om at skabe relationer og blive en aktiv del af Frederiksberg.”
Den pointe resonerer hos FA 2000, der har gode erfaringer med at samarbejde med lokale forretninger.
”Det giver mening for os at samarbejde med en forretning, der ligger få minutter fra vores baner. Vi er en Frederiksberg-klub, og vi vil gerne have partnere, som er en del af det samme lokalmiljø,” siger Jann Buchardt, kommerciel chef i FA 2000.
Optiker Sommer ligger på Peter Bangs Vej 77 og kan træffes på e-mail mail@optikersommer.dk eller telefon 38 87 82 77.
Besøg butikken: https://optikersommer.dk
*Børn under 10 år skal altid forbi en øjenlæge før en synsprøve.