Menu

Holdet bag holdet – Nyt frivillighedsprojekt i FA2000

image
31. august 2026 kl. 13:38

I lighed med de fleste andre foreninger oplever FA 2000, at det kan være svært at finde frivillige til alle de mange opgaver, der er i forbindelse med at drive en fodboldklub. Samtidig viser undersøgelser, at der er flere, der gerne vil være frivillige, men det kræver at de bliver spurgt.

I projektet ”Holdet bag holdet”, som er støttet af Foreningspuljen, Frederiksbergfonden, samt Frederiksberg Kommune, er fokus på at få afdækket den store gruppe af spillere, forældre mv. som gerne vil hjælpe til, hvis de bliver spurgt.

En hjørnesten i projektet er at ALLE skal spørges, og projektet handler i høj grad om, at vi som klub gerne vil være mere systematiske i vores tilgang til at få spurgt og ikke bare, når man melder sig ind, men også efterfølgende. Livsomstændigheder ændrer sig, og det er en ambition, at alle medlemmer over 13 år bliver spurgt minimum en gang om året. 

Eva Lærke, projektleder for Holdet bag Holdet, fortæller om projektet:

Det har været en fornøjelse at opleve, at der faktisk er rigtig mange, der gerne vil være frivillige i FA 2000, hvis bare de bliver spurgt. Holdet bag Holdet har to grene. Vi arbejder på at finde løsninger, der sikrer, at alle medlemmer og forældre tager stilling til frivillighed, samtidigt med at vi også gerne vil skabe gode rammer og et fællesskab for dem, der vælger at lægge ekstra tid i klubben. Det skal være overskueligt og givende at være frivillig og ikke mindst, skal alle føle, at de bliver klædt godt på til opgaven.

Projektet har en følgegruppe, som løbende giver feedback og drøfter projektets initiativer. Lasse Petersen, partner i Ingerfair, der arbejder med udvikling af frivillighedsmiljøer, er med i følgegruppen. Han siger om projektet: 

FA 2000 har sat gang i et både ambitiøst og vigtigt projekt, hvor der er fokus på den enkelte frivillige, tydelige roller og nye måder at engagere spillere og forældre på. Projektets undersøgende tilgang med surveys, interviews og løbende afprøvning kan skabe værdifuld viden og konkrete redskaber, som mange andre idrætsforeninger også vil kunne få glæde af. 

Projektet, der gik i gang 1.marts 2026, kører som et pilotprojekt i pigeafdelingen frem til udgangen af august 2027. Det er hensigten, at erfaringerne fra projektet kan være med til at inspirere til en gentænkning af frivillighed i hele klubben og på sigt andre foreninger.  

Hvis du har spørgsmål omkring projekt, så kontakt projektleder Eva Lærke på eva@fa2000.dk

Vi bruger cookies til at tilpasse vores indhold og analysere vores trafik. Oplysningerne bliver ikke delt, og bruges til at forbedre brugeroplevelsen.
Luk