Menu

Topscoreren forlænger kontrakten

image Lucas Simonsen er også FA 2000-spiller det næste halve år
Steffen Dam
21. juli 2023 kl. 18:02

Den mangeårige profil Lucas Simonsen er også FA 2000-spiller det næste halve år. Det står klart, efter sidste sæsons topscorer har valgt at forlænge kontrakten efter oprykningen til 2. division. Med 12 mål - og det endda uden at tage hverken frispark eller straffespark - var Lucas Simonsen en nøglefigur i forhold til at sikre oprykningen, og derfor er det en vigtig grundpille i den jagt på overlevelse i 2. division, som FA 2000 indleder om godt 14 dage mod FC Roskilde.

"Det er naturligvis en meget glædelig nyhed, at Lucas Simonsen har valgt at blive. Selv om der har været tilbud fra højere adresser, har han gang på gang valgt at blive i klubben og bære den blå trøje, og det er jeg meget glad for også bliver tilfældet det næste halve år. I Lucas har vi en spiller, der kan gøre ondt på samtlige hold i rækken, og jeg tror han går en fremragende sæson i møde," siger sportschef Steffen Dam.

Hovedpersonen selv er også glad for at være en del af det projekt, som skal bære FA 2000 igennem de store udfordringer, som venter i den stærkt besatte 2. division, hvor man blandt andet skal op imod Esbjerg fB.

"Jeg er meget glad for at være i klubben, og derfor er jeg også tilfreds med at vi er blevet enige om en forlængelse af kontrakten. Jeg tror på, at vi kommer til at overraske mange hold, og det glæder jeg mig til fortsat at være en del af," siger Lucas Simonsen.

Lucas Simonsen har været i FA 2000 siden juli 2017, hvor han kom til fra Fremad Amager. 

Vi bruger cookies til at tilpasse vores indhold og analysere vores trafik. Oplysningerne bliver ikke delt, og bruges til at forbedre brugeroplevelsen.
Luk