Status efter træningslejr

FA 2000 har netop afsluttet en vellykket træningslejr, hvor truppen har haft optimale forhold til at finpudse spillet frem mod forårssæsonen. Cheftræner Semere Haile sætter ord på opholdet:
"Det har været en god og produktiv træningslejr, hvor vi har kunnet arbejde endnu mere med nogle detaljer under varmere himmelstrøg, som ikke altid er gældende, når det er minusgrader herhjemme. Forholdene har været gode hernede, og det har givet ekstra energi til hele truppen."
Ud over den fysiske træning og de taktiske finjusteringer har sammenholdet også været i fokus.
"Derudover har vi, rent socialt, haft nogle arrangementer, der virkelig har boostet sammenholdet i truppen. En ting er træninger, videoanalyse og kampe, som naturligvis vægter højt – noget andet er at have spillerne samlet i fem døgn, hvor vi kan komme hinanden ved på en anderledes måde. Det har været fantastisk at se relationerne i truppen vokse hurtigt dag for dag, og det er jeg sikker på, vi får enormt meget gavn af, når det går løs i sæsonen."
Forberedelsen til Holbæk
Nu rettes fokus mod den kommende kamp mod Holbæk, hvor cheftræneren forventer en modstander med mange nye ansigter:
"Holbæk har skiftet træner og har også haft stor udskiftning, så det handler mest om at se, om de har en specifik adfærd i måden, de spiller på. Men ellers har vi primært fokus på os selv. Det har vi forsøgt at fokusere mere intenst på i opstarten, hvor vi ønskede at skabe en identitet i vores spillestil, som vi har trænet gennemgående."
Kampen kan få stor betydning for resten af sæsonen, men holdet går til opgaven med en fokuseret tilgang.
"Selvom alle kampe er vigtige, skal man ikke være et geni for at se, at kampen kan være afgørende for, hvor vi kan ende i slutspillet. Vi tager en kamp ad gangen og går ind til kampen med et positivt mindset. Dog ønsker vi at angribe fra første fløjt, for det er vores hjemmebane, og vi skal ud over stepperne fra start. Vi glæder os til at spille på Frederiksberg Stadion, som har været en stærk hjemmebane for os."
FA 2000 spiller næste hjemmekamp mod Holbæk B&I nu på lørdag d. 08/03 kl. 13:45 på Frederiksberg Stadion. Kom og støt drengene i forårets første kamp!