Menu

Pointdeling i Odder

image
01. april 2025 kl. 16:18

FA2000 fortsatte sin ubesejrede stime i foråret, da holdet i weekenden spillede 1-1 på udebane mod Odder IGF. En højintens kamp mellem to formstærke hold endte med pointdeling – men Frederiksberg-mandskabet havde flere store muligheder for at tage alle tre point.

Cheftræner Semere Haile berettede efter kampen om et opgør præget af taktiske justeringer og stor energi:

"Kampen imod Odder var en højintens kamp. Vi forsøgte at presse både højt og stå lavt, i bestemte perioder af kampen. Det lykkedes vi egentlig fint med."

Odder kom bedst fra start og udnyttede en situation kort før pausen, hvor FA2000 stod placeret i et højt pres. Det gav hjemmeholdet en 1-0-føring, men reaktionen fra FA2000 var stærk og omgående. Allerede i det efterfølgende angreb fik FA udlignet til 1-1, hvilket understregede holdets stærke moral.

"Vi ønskede at trykke dem tilbage med det samme, og det lykkes os at score i angrebet lige bagefter, før vi går til pause" forklarede Semere.

I pausen skiftede udeholdet system, og det gav effekt fra anden halvlegs start. Holdet havde i denne periode styr på både pres og spil, og midtbanen dominerede i flere sekvenser. Dog begyndte kræfterne at slippe op mod midten af halvlegen, og friske ben blev sat ind.

"Odder kommer igen lidt mere på bolden, som de gør fint, hvor vi vælger at stå lidt lavere og kører omstillinger på dem. Det gav nogle gode muligheder, hvor vi samlet set har de største åbne chancer, der godt kunne havde givet 3 point," tilføjede cheftræneren.

Mod kampens afslutning var det FA, der kom tættest på sejren, da en afslutning blev reddet flot af Odders målmand. Set over hele kampen var det et opgør med mange facetter, og Semere vurderede efterfølgende, at resultatet var fair:

"Jeg tænker begge mandskaber finder resultatet rimeligt, ud fra spil og chancer."

Nu venter en særdeles vigtig hjemmekamp mod Næsby, hvor FA skal bruge tre point for at holde drømmen om top 6 i live.

"Så hermed en kærlig opfordring til at komme og støtte vores drenge, der stadigvæk er ubesejret i foråret, i jagten på top 6. Vi glæder os til at se FA’ folket på lægterne sammen med vores nye maskot ‘Finte’ på lørdag d.5 april." slutter Semere.

Vi bruger cookies til at tilpasse vores indhold og analysere vores trafik. Oplysningerne bliver ikke delt, og bruges til at forbedre brugeroplevelsen.
Luk