Lang bustur endte uden udbytte

Det lykkedes ikke for FA 2000 at få point med hjem efter sæsonens længste bustur. Skive vandt helt fortjent med 3-0 mod de rødklædte gæster og dermed er der i den grad lagt op til tre finaler, hvor mindst to sejre (og helst i de rigtige kampe) er kravet, hvis den også skal stå på 2. division efter sommerferien.
Man kunne frygte for en stille start i den meget vigtige kamp for begge parter, men sådan gik det langt fra. Allerede efter fire minutter var Morten Beck Guldsmed tæt på for Skive, men hans hovedstød blev flot pareret til hjørne, og to minutter efter burde FA 2000 så have bragt sig foran. Med en fremragende stikning fandt Andreas Milner en helt fri Oliver Tølbøll Rimmen, men desværre blev værternes målmand Anders Nørgaard vinderen af den duel, da han klarede forsøget med en fodparade.
Et mål i den situation kunne have givet en helt anden kamp, men i stedet var det op ad bakke efter et lille kvarters spil. Her fløjtede dommeren nemlig for straffespark efter en duel mellem Simon Duus Müller og Morten Beck Guldsmed - det var ret tydeligt udefra, at der ikke var antydning af forseelse i situationen, men der er som bekendt ikke VAR i 2. division, så kendelsen stod ved magt. Kort efter stod der så 1-0 på måltavlen, da Sebastian Denius var sikkerheden selv fra pletten.
Det var lidt af en spand koldt vand i hovedet på FA 2000, og den modgang formåede man aldrig for alvor at rejse sig fra. Resten af første halvleg blev en rodet affære, som Skive kontrollerede ganske fint og man kunne håbe på, at pausen kunne give ny energi og tro på tingene. Hvis det var tilfældet, så tog det kun et par minutter at begrave den, for efter alt for passivt forsvarsspil kunne Mads Agger bringe Skive på 2-0 med en knastør afslutning nede ved den ene stolpe efter 47 minutters spil.
Det blev definitivt game over små 10 minutter inde i halvlegen, da Mostafa Maarouf kom alene med Niklas Thomsen og ugeneret kunne slukke ethvert håb om point til FA 2000 - og nu var missionen ikke længere at få point med hjem, men undgå en ydmygelse og ikke forringe målscoren for meget. Den kan nemlig sagtens nå at komme i spil, når det hele skal afgøres 11. juni i Brabrand.
Den del lykkedes FA 2000 faktisk med, selv om Skive var meget tæt på i slutfasen med et hug på overliggeren fra Mads Agger. Det blev dog ved de 3-0, og der var ikke meget andet at gøre ved denne kamp end at fyre den direkte i glemmebogen og rette fokus mod den første store finale mod Middelfart på søndag.
Skive - FA 2000 3-0 (2-0)
1-0 Sebastian Denius (12., straffe)
2-0 Mads Agger (47.)
3-0 Mostafa Maarouf (55.)