Menu

Hocine Derrar tilbage i den blå trøje

image
24. juli 2023 kl. 18:30

Efter et års fravær er Hocine Derrar atter at finde i den blå trøje. Han har nemlig sagt ja til at "vende hjem" til FA 2000 og hjælpe til, at det denne gang bliver overlevelse i 2. division - hvor han dengang var en nøglefigur på holdet. Specielt huskes hattricket mod Hillerød og sejrsmålet i Kolding, men den hårdarbejdende og teknisk stærke midtbanespiller tilfører meget mere end bare scoringer.

"Det er en fremragende nyhed set fra min stol. Hocine var en af nøglespillerne sidst vi var oppe, og det er bedst understreget ved, at han blev skadet i hjemmekampen mod Kolding, og vi derfra ikke får et eneste point i de sidste fire kampe og derefter rykker ned. Hocine kommer med en smittende vindermentalitet, som smitter af på holdkammeraterne, og dertil kommer, at han er en fantastisk fyr, som vi er meget glade for at have tilbage," siger sportschef Steffen Dam.

Hovedpesonen selv er da også tilfreds med, at hjemmebanen nu igen hedder Frederiksberg Stadion og at han er tilbage i den klub, hvor han fik sit gennembrud i divisionerne og indtil videre har spillet 61 kampe for FA 2000's bedste mandskab.

"Jeg er virkelig glad for at være tilbage i FA. Jeg kender klubben og dem på holdet, i hvert fald de fleste af dem, så det bliver fedt at komme i gang, og jeg glæder mig meget," siger Hocine Derrar.

Vi bruger cookies til at tilpasse vores indhold og analysere vores trafik. Oplysningerne bliver ikke delt, og bruges til at forbedre brugeroplevelsen.
Luk