FA 2000 måtte nøjes med ét point i chancerig premiere

Lørdagens sæsonpremiere mod Holbæk blev en intens og hårdt spillet kamp, hvor begge hold stod kompakt og kæmpede om initiativet. Spillet bølgede frem og tilbage, men FA 2000 formåede at skabe de største chancer og havde de bedste momenter i kampen.
Første halvleg var taktisk præget, hvor begge hold forsøgte at finde åbninger i et tæt pakket spil. Men allerede efter 5 minutter kom FA's første chance med et skarpt indlæg fra Lucas Lodberg ind til Luca Wingaa, som ikke formådede at få det rette træf på bolden. FA fik den største mulighed for at bringe sig foran, da Lucas Lodberg fik chancen fra straffesparkspletten. Desværre blev forsøget reddet. Det var en god mulighed for at bringe FA 2000 foran, men pausestillingen forblev 0-0.
I anden halvleg blev opgøret mere åbent, og FA 2000 skabte flere store muligheder. Offensivt lykkedes holdet med at skabe gode chancer, især 1 v 1 mod målmanden for Lodberg, men desværre blev den sparket over mål. Defensivt stod enheden solidt, så Holbæk aldrig fik de helt åbne muligheder. På trods af flere gode aktioner foran mål lykkedes det ikke at få netmaskerne til at blafre, og derfor endte kampen, som den startede – uden scoringer.
Cheftræner Semere Haile: Vi skal udnytte vores momentum
Efter kampen var cheftræner Semere Haile overordnet tilfreds med holdets præstation, men understregede vigtigheden af at være skarpere i de afgørende sekvenser:
"Det blev lidt en typisk premiere-kamp med en god nerve, hvor spillet nødvendigvis ikke var helt poleret. Jeg synes, vores ‘GamePlan’ var god, hvor vi lykkedes med mange af de ting, vi ønskede at se under kampen."
"Defensivt stod vi bundsolidt uden at tillade store åbne chancer. Derudover var vores presspil på et højt niveau. Det var en stærk defensiv enhed. Offensivt får vi skabt en del chancer på forskellige måder. Vores xG (Expected Goals) ligger på 2.43 mål, som bevidner en chancerig kamp, hvor vi målt på chancer bør vinde kampen."
"Selvom vi er gode mellem felterne, afgøres kampene som bekendt i felterne, hvor vi defensivt var rigtig stærke og offensivt havde gode muligheder, vi desværre ikke fik omsat til mål. Drengene leverede en stærk præstation, hvor vi har et godt udtryk og holder buret rent. Dog skal vi udnytte vores momentum og score på vores chancer, så vi kan vinde fodboldkampe. Det forventer jeg at se i de kommende kampe, så jeg er fortrøstningsfuld."