Christian Toftdahl tilbage i den blå trøje

Efter et halvt år væk fra klubben, er Christian Toftdahl atter at finde i FA 2000. Den 23-årige offensive profil er tilbage fra et kort ophold i Karlslunde - tiden er der atter til fodbold på divisionsniveau, hvilket glæder sportschef Steffen Dam meget.
- Vi var meget kede af at miste Toftdahl i vinters, da han både på og udenfor banen er et enormt aktiv for holdet. Derfor er jeg naturligvis også meget tilfreds med, at han nu er tilbage. Jeg er sikker på, at han kommer til at blive en profil i vores bestræbelser på at spille med om de sjove pladser, siger Steffen Dam.
I sin første tid i FA 2000 blev det til 62 kampe for klubbens bedste mandskab, og det var også ham, der scorede sæsonens første mål i 2. division, da han satte den ind mod Nykøbing FC. Han var vicetopscorer med otte mål for FA 2000 sidst klubben var at finde i 3. division, og spillede i sin ungdomstid i HB Køge.