Menu

Tidligere Brøndby profil på plads i FA 2000

image Anders Norquist med nye trøje.
01. oktober 2021 kl. 09:10

Efter at den daværende talentchef for drengeafdelingen Morten Børkop i august meddelte, at han ønskede at fratræde sin stilling, har klubben analyseret på hvordan ansvaret skulle placeres. Her er det faldet på plads sådan, at den nuværende ungdomsudviklingstræner – Jakob Bølling Hanssen – overgår til rollen som talentchef. Om den ændring, udtaler Klubchef Mads Agner Veng:

”Jakob Bølling Hansen har fra første dag i FA 2000 vist mig, at han har enorme evner. De evner er ikke blot på den rent fodboldfaglige del, men også ift. det menneskelige perspektiv. Han udstråler store lederegenskaber og har allerede på få måneder formået, at optimere vores klubs tilgang til mange sportslige processer”.

Rollen som ny ungdomsudviklingstræner overtages af den 35-årige skolelærer Anders Norquist som kommer til efter 5,5 års fuldtidsansættelse i Brøndby Masterclass.  Han har en DBU A-licens med i bagagen og udover at have en arbejdsmæssig baggrund på vestegnen, har han trænererfaring fra stærke talentudviklingsmiljøer som HIK og FC Nordsjælland.

”Ansættelsen af Anders Norquist er for mig en drømmesigning. Han er i min optik en enorm faglig kapacitet som vi bringer ind fra højeste hylde. Udover, at kunne bidrage med at rykke FA 2000 til det næste niveau, så har han i vores samtaler, udvist en stor interesse for klubben og det projekt vi har gang i. Jeg kan derfor med stolthed byde ham velkommen til Frederiksberg” siger Klubchef Mads Agner Veng.

Anders Norquist starter officielt i sin rolle 1/11-2021 og om skiftet ind til FA 2000 udtaler han:

”Der er mange gode ting og tanker i og omkring FA2000 samt rigtig mange pile, der peger i en god retning for klubben. Derfor er det et spændende tidspunkt at hoppe med på den vogn og være med til at bidrage med min viden, mine tanker og erfaring fra andre gode miljøer i fodbold-Danmark. Den tilgang klubben har til det enkelte barn og enkelte spiller står rigtig godt til mit menneske- og læringssyn og netop de tanker er tiltalende at arbejde med samtidig med at mit indtryk af klubben kun blevet bekræftet gennem de samtaler og forventningsafstemninger der har været. Jeg kan love for, at fodboldstøvlerne er nypudsede og penalhuset opdateret til første arbejdsdag. Jeg glæder mig til at komme i gang." 

Luk