Menu

En ildsjæl har forladt banen

image Billede fra 1. seniors træningslejer i Tyrkiet 2020
John Stevns Henriksen, Seniorformand
20. december 2021 kl. 18:49
Bisættelsen finder sted torsdag den 30. december kl. 14:00

Det er med stor sorg at jeg personligt, og klubben FA 2000, må meddele at klubbens stifter og mangeårige formand Jan Busk i eftermiddags tabte kampen mod den tilbagevendte kræftsygdom.

Jan Busk var en ildsjæl uden sidestykke, og har siden klubbens stiftelse, været den drivende kraft i udviklingen af FA 2000. Klubben har på sine kun 21 år opnået hvad mange andre klubber må misunde. Senest med status som 2. divisionsklub og en ungdomsafdeling i rivende udvikling.

Stadionlyset er nu slukket for sidste gang for Jan Busk - men jeg er sikker på at en stjerne vil lyse ekstra kraftigt under kommende aftenkampe.

Familien har mistet et kærligt og favnende familiemedlem, klubben har mistet en uerstattelig arbejdskraft, og rigtig mange har mistet en god ven.

Æret være Jan Busks minde - hvil i fred min ven!

Bisættelsen finder sted torsdag den 30. december kl. 14:00 i Lindevang Kirke, Frederiksberg. 


En blomst og/eller et bidrag!

Efter dialog med Jan Busks bror (Carsten) meddeles hermed: 
I stedet for, eller som supplement til blomster ved bisættelsen, er det et ønske at man støtter FA 2000's støtteforening - Falkene med et mindre bidrag, som kan indbetales på MobilePay nr. 344448 i perioden 22. december 2021 til 22. januar 2022.

Jan Busk var som bekendt også formand for Falkene, og gav før sin død udtryk for sit ønske om at Falkenes virke var sikret efter hans bortgang.

På forhånd tak.

Luk