Menu

Casper Holmelund skifter til Kolding IF

image
Redaktionen
06. maj 2024 kl. 15:38

Der er gang i trafikken fra Frederiksberg til Kolding. I sidste uge skiftede Sami Jalal Karchoud til Kolding IF, og nu kan vi så også oplyse, at Casper Holmelund rykker samme vej. Han har skrevet en kontrakt på to år med klubben, som lige nu ligger nummer fire i 1. division.

- Det er i den grad en blåstempling af vores projekt, at en af vores spillere er interessant for en top 16-klub i Danmark, og jeg ønsker derfor Casper alt muligt held og lykke i Kolding. Når det så er sagt, så smerter det i den grad også, at en ægte FA-dreng som ham ikke længere skal være en del af holdet, fortæller sportschef Steffen Dam.

Casper Holmelund har spillet i FA 2000 i hele sin karriere, men var ikke på kontrakt i klubben, og han kan derfor skifte kvit og frit til Kolding IF. Det er i alt blevet til 49 divisionskampe for den unge angriber indtil videre med otte scoringer i de kampe, og det var da også planen, at han skulle tilbydes en kontrakt efter sommerferien.

- Men Kolding kom os i forkøbet, og jeg må bare sige, at det er godt set af Kolding at have spottet hans vilde udvikling i dette forår. Det bliver virkelig spændende at følge både ham og Samis videre færd, som dog i de næste seks kampe stadigvæk er i den blå FA-trøje, hvor mange spændende kampe venter forude inden sæsonen slutter, slutter Steffen Dam.

Luk