Menu

"Gamle Willy" takker af.

image
21. maj 2020 kl. 12:23
En fighter og livsnyder har sagt farvel til vores verden.

Onsdag indløb den kedelige besked at vores ældste aktive medlem i FA 2000, Willy Jarlnæs, havde lukket øjnene for sidste gang i dette liv.
Willy og fodbold hang 110 % sammen i hele hans 86 årige liv, hvor flere foreninger gennem tiderne havde glæde af hans tilstedeværelse. Fra FA 2000`s spæde start deltog Willy i alle træningspas for ”Gubberne” og ingen var i tvivl om at Willy deltog med begejstring og intensitet, når der blev spillet til 2 mål. Ofte foregik det på bane 1 foran cafe – terrassen og hans medspillere blev altid og højlydt beordret hjem, når de havde mistet bolden. I respekt var det stort set altid Willy, der satte hold til onsdags – træning og Willy hadede at tabe. Derfor var undskyldningerne mange i omklædningsrummet, men altid i en glad og ironisk tone.

Willy og styrketeamet

Willys sociale holdning viste sig også ved hans runde fødselsdage, hvor han medbragte smørrebrød og drikkevarer til alle medspillere på Jens Jessens Vej.
Jeg var så ”heldig” at arrangere Willys 80 års fødselsdag og sågar hans 85 års fødselsdag i FA 2000 `s klublokaler og i bedste FA 2000 ånd. Mange minder blev bragt på banen ved disse festligheder, hvor medspillere og venner gennem et langt liv kom for at fejre Willy.

 

Willy 80år og borgmester Jørgen GlenthøjWilly 85år og formand Jan Busk


Willy er adskillige gange kåret til årets FA 2000 tilskuer af 1. holds – truppen og han havde en særstatus og respekt fra vores bedste hold. Willy bad hvert år om en oversigt på alle FA 2000 hjemmekampe, som han så ivrigt overværede. Intet kunne forhindre Willy i at følge hans favorithold / 1. senior, det være sig både på hjemme og udebane.
Jeg er ret sikker på, at Willy som den eneste i denne verden meldte afbud som tilskuer til kampe han ikke kunne overvære. Trofast rejste Willy rundt på Sjælland med det offentlige efter eget ønske og kørte så hjem sammen med os andre efter kamp.

Willy til fodbold
Som så mange andre havde Willy også udfordringer med sine knæ og i de sidste leveår deltog han ivrigt i FA 2000 Styrkerums – Team om mandagen og ligeså onsdag, såfremt han ikke skulle deltage onsdag aften i udendørs træningen.

Willy blev gennem årene tildelt adskillige priser i FA 2000, i 2013 blev han VIP – Medlem af FA 2000 og i 2015 eksklusivt medlem af Erhvervsklubben / Klub 2000 og i 2018 blev Willy tildelt Årets FA 2000 pokal, som er den ultimative æres - tildeling i vores forening.

 

Willy var altid foreningens mand og han deltog i stort set alle arrangementer. Til FA 2000 Banko, hvor han bad om at sidde tæt på opråberen, da hans veninde Else ikke hørte så godt eller til vores FA 2000 Gallafester, forårets Erhvervsklub – arrangement, månedsspisning om onsdagen med Styrkerums – teamet og adskillige andre FA 2000 arrangementer i ungdoms – regi.

Willy var en løsningens mand og næsten intet kunne forhindre ham i at komme ud i den friske luft og nyde livet.
Et forbillede i mange henseender er taget fra os og vi ærer dit minde. Du er allerede savnet.

FA 2000

Luk