Menu

Videre i DBU Pokalen

image Holdet fejrer det flotte mål fra Jonas Jørgensen.
02. august 2022 kl. 21:40

I første runde var Avarta fra Danmarksserien modstanderen for FA 2000. Her var FA 2000 klar med en stærk trup som ville tage revanche efter nederlaget i træningskampen mod AB for fire dage siden. 

 

Og revanche blev der i høj grad taget. Holdet var dominerende fra start med flot spil, gode aktioner og mange skud på mål. Andreas Milner startede på toppen igen efter det flotte mål i sidste kamp mod AB, men desværre måtte han udgå efter blot 20 minutter med en fiberskade. Ind kom Jonas Jørgensen og det gav resultater med det samme. 

 

Efter 32 min lagde Frederik Antonsen et indlæg mod mål som blev rettet af og så var FA 2000 foran på et selvmål. Bolden var knap nok givet op igen, da en fejl i Avartas forsvar gjorde at Jonas Jørgensen bragte FA 2000 foran med to. 

 

I pausen skiftede FA 2000 yderligere to mand og ind kom Thomas Heshe samt Lasse Clausen. Med 64 min spillet lavede Jonas Jørgensen et fantastisk mål med indersiden i det lange hjørne som hele tribunen klappede af. Foran med tre mål skiftede trænerteamet yderligere to mand. Her kom Casper Holmelund og Niels Haugaard ind og gjorde det rigtig fornuftigt. 

 

Desværre kom der skår i glæden i det 90 min hvor målmand Frederik Hansen, som ellers havde stået en fantastisk sikker kamp, begik straffespark og fik direkte rødt kort. Ind kom den dobbelte målscorer Jonas Jørgensen på mål, men han kunne desværre ikke holde Avarta fra at score, selvom han havde fingrene på. Kampen sluttede med en sejr til FA 2000 og holdet er videre til næste runde i DBU Pokalen. 

 

Avarta 1-3 FA 2000

0-1 (32 min) selvmål 

0-2 (34 min) Jonas Jørgensen

0-3 (64 min) Jonas Jørgensen

1-3 (90 min) Avarta (straffe)

 

Tilskuere: 205 stk.

Luk