Menu

Mads Walter vender hjem til barndomsklubben

image
01. august 2021 kl. 14:01

FA 2000 kan med stor glæde offentliggøre, at en af klubbens egne drenge vender hjem. Det er nemlig den 24-årige Mads Walter, som nu er tilbage i Frederiksberg-klubben efter han som U13-spiller forlod klubben til fordel for B 93. 

Siden da var han også omkring HB Køge og Avarta, og han scorede faktisk for sidstnævnte i en udekamp mod FC København i pokalturneringen i sidste sæson og har allerede i træningskampene fundet vej til nettet med det enlige mål mod Karlslunde. 

Det betyder da også meget for hovedpersonen selv at være vendt tilbage til der, hvor det hele startede - på boldbanerne på Jens Jessens Vej. 

"Det betyder meget, at det er min barndomsklub. Det var her, jeg startede som seksårig til fodbold og fandt min fodboldglæde, og derfor føles det helt rigtigt at komme tilbage. Allerede nu kan jeg mærke et stærkt og konkurrencepræget miljø, som kan være med til at udvikle mig, så jeg glæder mig meget," siger Mads Walter om skiftet. 

Det glæder naturligvis også sportschef Steffen Dam, at en af klubbens egne stortalenter nu atter at finde i den blå FA 2000-trøje. 

"Der skal ikke herske den fjerneste tvivl om, at jeg er rigtig glad for, at Mads Walter er tilbage i klubben. Det er en blåstempling af den udvikling vi har været igennem, at store talenter, som tidligere forlod klubben for at prøve sig af på højere niveau, finder os så attraktive igen, at de nu vender hjem. Og vi får en spiller, som fansene vil elske, for han er en udfordrende spiller med masser af fart," siger sportschefen. 

Selv om det måske kan synes som et skridt tilbage at vende hjem til barndomsklubben, så er det ikke tilfældet for Mads Walter, som tror på succes både for ham selv og holdet. 

"Jeg vil altid have høje ambitioner omkring det jeg laver. Det vigtigt for mig at jeg bidrager og jeg er med til at hjælpe holdet i at komme mod en topplacering i 2. division, og af mig kan man forvente en spiller, der arbejder stenhårdt og bidrager til det offensive med assist og mål," siger Mads Walter. 

Luk