Menu

Fortjent sejr i medrivende kamp

image
Steffen Dam
23. marts 2021 kl. 17:05

FA 2000 fortsatte den fremragende start på foråret, da holdet efter en medrivende kamp endte med at slå Brønshøj med 3-2. Set over 90 minutter kunne man intet indvende imod det, for de blåklædte var specielt i første halvleg det bedste hold og dominerede klart på bolden.

Værterne satte sig fra start på kampen mod et Brønshøj-hold, der kom til Frederiksberg med missionen om ikke at blotte sig. Derfor krævede det stor tålmodighed og hurtig boldomgang at komme igennem til chancer, men hurtig boldomgang var også hvad man fik fra hjemmeholdet.

Et af de velspillede angreb endte efter et kvarter med, at Stefan Nygaard lige akkurat ikke nåede frem til tværpasningen - havde han valgt en skostørrelse eller to større, havde FA 2000 bragt sig foran i den situation, men han skulle tage hævn lidt senere i halvlegen.

Her kom Lucas Simonsen igennem på højrekanten - han sendte bolden ind i panden på Lucas Lodberg ved bagerste stolpe, som uselvisk headede bolden på tværs til en helt fri Stefan Nygaard, som let kunne heade bolden ind over stregen til en fortjent føring til hjemmeholdet - på dette tidspunkt havde Brønshøj ikke haft et nævneværdigt forsøg i halvlegen.

Ondt blev værre for hvepsene, for efter 38 minutter stod man og snorksov på en dødbold, som blev spillet frem til en helt fri Tobias Hansen. Gæsternes keeper fik godt nok pareret afslutningen, men Lucas Simonsen var først over riposten og kunne nemt øge til 2-0 og på det tidspunkt lignede det en afgørelse.

FA 2000 fik dog en advarsel lige før pausen om, at Brønshøj ikke overgav sig uden videre, da de fik annulleret et mål for offside, men advarslen var ikke nok. For der skulle blot gå fem minutter af anden halvleg, før de flotte første 45 minutter var glemt og det nu i den grad var op ad bakke.

For Brønshøj kom ud som lyn og torden og det gav hurtigt pote. Kanten Jonas Hemmingshøj sendte et præcist indlæg ind i feltet, som Bayan Fenwick nåede lige før Mads Lange og reducerede sikkert uden chance for Niklas Thomsen i FA 2000-målet, inden Aleksandar Lazarevic minuttet efter udlignede. Et kikset udspark blev fanget af Brønshøj-topscoreren og han lobbede bolden i det tomme mål.

Det var en iskold spand vand i hovedet på de blåklædte, og man frygtede, at det kunne knække holdet. Men der er en fantastisk moral og vilje til at bakke hinanden op selv i modgang, og det blev også nøglen til alligevel at snuppe de tre point. For FA 2000 kom sig stille og roligt over chokket og arbejdede sig tilbage i kampen.

Derfor var det også helt fortjent set over hele kampen, at Stefan Nygaard kunne afgøre affæren, da han kom først på et hovedstød fra Ricky Gotland og sendte bolden over stregen - og nu lignede det igen, at hvepsene måtte flyve hjem til boet i Tingbjerg uden point ganske som sidst de gæstede Frederiksberg.

Tingene blev ikke nemmere for Brønshøj af, at topscorer Aleksandar Lazarevic blev udvist for at stange en albue mod Lucas Lodberg med 10 minutter igen, og den stærke forsvarer Andreas Horsebøg i slutfasen fik en alvorlig knæskade, men alligevel endte det hele med at blive en smule hektisk i den næsten 10 minutter lange overtid.

Der blev dog ikke scoret mere, og dermed er fortet på Frederiksberg stadig ikke indtaget i denne sæson i 2. division. Begge kampe i det nye år er vundet og der er nu syv point ned til syvendepladsen, som er afgørende for at komme med i den nye tredjebedste række. Det er svært at bevare pessimismen.

FA 2000 - Brønshøj 3-2 (2-0)
1-0 Stefan Nygaard (29.)
2-0 Lucas Simonsen (38.)
2-1 Bayan Fenwick (49.)
2-2 Aleksandar Lazarevic (50.)
3-2 Stefan Nygaard (69.)

Udvisning: Aleksandar Lazarevic, Brønshøj (82.)

Luk