Menu

Forløsningen kom til sidst

image Målscorer Casper Holmelund, Sami Jalal og Ricky Gotland efter sejren.
20. november 2022 kl. 09:37

På en råkold lørdag i november tog hjemmeholdet FA 2000 imod Holstebro i årets sidste officielle kamp. Om det var kulden som spillede ind på spillernes evne til, at få bolden i mål vides ikke, men det vender vi tilbage til.

Efter sidste rundes mavepuster over, at få aflyst topkampen mod Middelfart og sidde i en bus mange timer, så var det et tydeligt tændt FA 2000 mandskab som fra starten tog initiativet. Gode aktioner og gennembrud gjorde, at det var tæt på at blive 1-0 i starten af kampen ved en flot afslutning af Oliver Rimmen. Desværre var sigtekornet ikke helt indstillet og den strøg lige forbi.

Kampen blev ved med at være på hjemmeholdets præmisser, men desværre blev Holstebros målmand Magnus Olesen spillet mere og mere varm. Bolden ville ikke ind og stillingen ved pausen var 0-0. 

Efter pausen blev kampen mere lige og Holstebro fik langsomt arbejdet sig ind i kampen. Det gjorde at presset mod mål blev intensiveret, men en stærk forsvarskæde med Ilias Hassan, Ricky Gotland, Valdemar Høgh og William Ravn gjorde, at alt som blev sendt afsted mod dem, blev afvist. Enkelte gange kom de hvidblusede spillere fra Holstebro igennem, men har var målmand Niklas Thomsen igen en sikker sidste skanse. 

Efter en lille times spil blev Jonas Rosfeldt taget ud og ind kom Lasse Clausen for, at stabilisere midtbanen. Det gjorde han flot i samarbejde med anfører Michael Jonssen, som desværre ikke idag, diskede op med et frisparksmål. Efter 70 minutters spil kom Sami Jalal og William Lenart på banen. De erstattede Oliver Rimmen og William Ravn som begge havde spillet en godkendt kamp. Kampen bølgede forsat frem og tilbage, mens at mørket langsomt sænkede sig over Frederiksberg Stadion.

Hamid Khalidan kom alene mod mål efter en flot frispilning, men igen fristes man til at sige, stod målmanden fra Holstebro godt placeret. Med ca. 10 minutter tilbage af den ordinære spilletid skiftede FA 2000 ud for sidste gang. Ud gik Valdemar Høgh med en lårskade og ind kom Jonas Jørgensen. Yderligere blev Hamid Khalidan taget ud og ind kom Casper Holmelund. Om det var den unge energi eller blot klasseforskellen mellem de to hold som kom til udtryk vides ikke, men efter 89 minutter kom forløsningen. Et flot samspil mellem to talenter Sami Jalal og Casper Holmelund gjorde, at de fik kombineret sig frem mod mål. Her lagde Sami Jalal den flot tilbage til Casper Holmelund som køligt lagde bolden ned i nærmeste målhjørne. Et mål som resulterede i massiv jubel og glæde hele vejen rundt.

Der var lagt fem minutter til den ordinære spilletid og det var tydeligt, at nu skulle holdet vise hvad det var lavet af og ofre sig for hinanden. I den 94 minutter tog Christian Toftdahl, som havde spillet en flot og energisk indsats, en spurt som pressede Holstebros målmand så meget, at Christian Toftdahl efterfølgende fløj i græsset og tog sig til hovedet. Dommeren valgte ikke, at stoppe spillet og det opfangede Lucas Simonsen klogt og erobrede bolden med en glidende tackling. Fra midten af banen lagde han med den største kølighed bolden i mål til 2-0. 

En flot sejr og et velfortjent clean sheet gjorde at sejrsangen i omklædningsrummet blev ekstra høj.

FA 2000 2-0 Holstebro

1-0 (89 min) Casper Holmelund

2-0 (94 min) Lucas Simonsen

Luk