Menu

FA 2000 lejer målfarligt talent i HB Køge

image Malthe Holmbjerg i sin nye FA 2000 trøje.
11. august 2021 kl. 16:00

FA 2000 kan præsentere endnu en ny spiller i truppen. Det er tale om det første lejemål i klubbens historie, for 19-årige Malthe Holmbjerg er nemlig kommet til via et lejemål året ud fra HB Køge.

Her var i sidste sæson topscorer for klubbens hold i U19 Divisionen fra sin position som kantspiller, hvilket også er hans foretrukne position på banen, og sportschef Steffen Dam glæder sig også at have fået ham tilknyttet - han var en fast del af HB Køges trup i den næstbedste række.

"Vi har fået en spændende ung spiller til klubben, som vi har hørt en masse godt om. Han har et flot målsnit af en kantspiller at være, som både har fart og teknik at byde ind med og som har vist sin farlighed foran kassen," siger Steffen Dam.

Det kan synes som et skridt tilbage at gå fra HB Køge til FA 2000, men sådan ser Malthe Holmbjerg ikke selv på tingene - han ser det modsat som et sted, hvor han kan tage de næste skridt i karrieren.

"Jeg valgte FA 2000, fordi jeg synes klubben matchede mig og mine ambitioner. Jeg kommer selvfølgelig for at få spilletid, men også for at skabe nye relationer til de nye gutter. Jeg ser FA 2000 som et sted hvor det er jeg kan udvikle mig fodboldmæssigt, men også som person. Jeg ved der bliver lagt et større ansvar på mig, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til", siger Malthe Holmbjerg.

Han håber at bidrage til den positive udvikling, som Frederiksberg-klubben har været igennem og så være en spiller, som tilskuerne lægger mærke til.

"Jeg er selvfølgelig også kommet for at hjælpe holdet, så godt jeg kan. Jeg vil derfor gøre mit for at hjælpe klubben til at blive i 2. division, hvilket jeg ved klubben også har ambitioner om. FA 2000 er et hold der gerne vil spille fodbold, hvilket også passer mig rigtig godt, og tilskuerne skal forvente en spiller, der gerne vil have bolden og tager chancer. Og så skal de selvfølgelig forvente at jeg laver en masse mål," siger Malthe Holmbjerg.

Luk