Menu

En epoke slutter om fem kampe

image Foto – Anders Jensen
14. maj 2022 kl. 07:42

FA 2000 skal have ny træner for klubbens hold i 2. division. Klubben og cheftræner Jesper Pedersen er blevet enige om at slutte samarbejdet, når den nuværende aftale udløber med udgangen af juni måned, og dermed slutter en epoke, der har varet i næsten fem år.

Jesper Pedersen overtog nemlig holdet efter man var rykket op i Danmarksserien i 2017, og siden da har man ikke set sig tilbage. To år senere kom så oprykningen til 2. division, som blev sikret med en sejr på 2-0 over Allerød, og siden da har FA 2000 kunne kalde sig divisionsklub. Da 2. division blev skåret ned og blev landsdækkende, lykkedes det mod alle odds for FA 2000 at komme med i det fine selskab.

Det er med andre ord en mand, der har flyttet FA 2000 meget langt på meget kort tid, som nu takker af som cheftræner for klubbens bedste mandskab, og som vil stå som en meget afgørende skikkelse i klubbens historie de næste mange år.

”Der er ingen tvivl om, at Jesper har været den største træner i klubbens historie, og hans resultater taler for sig selv. Hvis man for fem år siden havde spået, at FA 2000 havde været blandt de 36 bedste hold i Danmark, havde man givetvis blevet betragtet som lettere vanvittig, men ikke desto mindre er det hvor vi er nu. Derfor er det også vemodigt, at rejsen slutter nu, og forhåbentlig med en forbliven i 2. division. Det vil være den perfekte afslutning på en vild rejse, men uanset hvad kan jeg ikke takke Jesper nok for det flotte stykke arbejde, han har leveret,” siger sportschef Steffen Dam.

Hovedpersonen selv har først og fremmest fokus på de fem ekstremt vigtige kampe, der venter inden sæsonen slutter, men mon ikke der kommer en følelse af vemod frem, når fløjten har lydt for sidste gang i Brabrand den 11. juni (hvor FA 2000 spiller sidste kamp).

”Jeg har været helt vildt glad for tiden i FA 2000. Det har været både sjovt og spændende at være en del af den fremgang og udvikling, der har været omkring klubbens førstehold, og jeg har mødt et masse gode og kyndige mennesker og overleverer nu til sommer et mandskab, som er markant stærkere end det mandskab, der var for fem år siden,” siger Jesper Pedersen.

Samtidig med førsteholdets optur har også ungdomsafdelingen rykket sig markant, og netop det faktum er hovedårsagen til, at samarbejdet slutter nu.

”Der er i klubben et udbredt ønske om, at være en betydelig større del af ungdomsarbejdet sideløbende med cheftrænerjobbet, og det er jeg for nuværende ikke i stand til at honorere. Så samarbejdet slutter i absolut fælles forståelse, og jeg vil nyde at komme på anlægget eller stadion og se holdet præstere i den nye sæson. Forhåbentlig lykkes det os at bibeholde status som 2. divisionsklub - og alle sejl skal sættes ind i denne bestræbelse. Jeg takker derfor for fem gode år,” slutter den afgående træner.

Luk