Menu

Læs før du køber tøj

FA 2000 har et samarbejde med Unisport omkring salg af FA 2000 tøj, og der er en række praktiske ting, I skal være opmærksomme på, før I køber tøjet. I skal bl.a. bruge vores klubkode, når I bestiller.

Koden er: FA2000.

Når I benytter koden, sikrer I, at I får den rigtige rabat på de ting, I køber. Husk, at I får rabat på alle varer på Unisport, dog undtaget Limited Edition fodboldstøvler.

Bemærk, at tøj, I har fået tryk på, ikke kan returneres. Læs derfor nederst på siden om hvordan navn og unikt nummer vælges korrekt.

Køb af kamptøj

Fra efterårssæsonen 2019 har Ungdomsbestyrelsen besluttet, at spillerne selv køber kampsæt bestående af kamptrøje (T-shirt), shorts og sokker. Bemærk at spillesættet er i den ”lyse” blå nuance, og adskiller sig dermed fra træningssættet, der er mørkeblåt.

Er spilleren fast målmand på et hold, køber spilleren selv et målmandssæt (aftal farve med træneren), og ellers vil træneren have et målmandssæt til udlån.

Der stilles kamptøj til rådighed for fællesårgangene (Pige U16, Pige U18, Drenge U17 og Drenge U19).

De spillere, der har udfordringer med at købe tøjet, kan kontakte Anders Reinholdt (anders.reinholdt@gmail.com), og klubben vil så stille et lånesæt til rådighed.

Køb af træningstøj

Træningstøj er det tøj, der bruges ved træninger. Klubben stiller ikke krav om, at spillerne skal købe klubtræningstøj, men hvis man vælger at købe det anbefaler klubben, at medlemmerne køber det træningssæt, som består af følgende: shorts, T-shirt, langærmet trøje samt strømper. Bemærk at træningssættet er mørkeblåt til forskel fra kampsættet der har en lysere blå nuance.

 

Regler for nummer, årgang og navn på trænings- og kamptøj for børne- og ungdomsspillere

Alle klubbens medlemmer har fået deres eget nummer, som består af årgangsbetegnelse, eksempelvis 07 for årgang 2007 og et unik spillernummer, som er ens eget nummer på årgangen. Det kan eksempelvis være nummer 29. 

Det er vigtigt, at I får spillerens eget nummer fra jeres årgangsleder, inden I køber træningstøj eller kamptøj, da det unikke nummer skal trykkes på tøjet. På træningstøjet påføres kun fornavn og ikke øgenavne eller forkortelser og eget nummer på årgangen, eksempelvis Sofie 29 på brystet. På kamptrøjen påføres udelukkende eget nummer på ryggen, i eksemplet nummer 29. 

Inde i webshoppen er alt træningstøj opdelt i årgange, og når man vælger sin årgang, så kommer årgangsbetegnelsen 07 automatisk til at blive trykt på tøjet foran ens eget nummer. Så det fremgår således på tøjet 07-29.

Såfremt I bestiller både T-shirt til træning og træningstrøje, skal fornavn og spillerens nummer angives ved begge produkter i den digitale løsning. Bemærk, at der påføres tryk på T-shirt og trøje, men ikke på shorts. 

Trykket på tøjet er inkluderet i prisen.