FA2000, FREDERIKSBERG ALLIANCEN 2000

 

 

 

 

 

SPONSORER 

 

 

 

 

Danish_FB_FindUsOnFacebook-320.png

 

En flot halvleg gav premieresejr

Forårspremieren er altid noget helt specielt. Fem måneders venten er forbi, og det er dagen, hvor de mange sure timer på træningsbanen i kulde og regn skal forløses. I år var den endda imødeset med ekstra spænding, for efter et forrygende efterår, indtager FA 2000 nemlig førstepladsen i Danmarksserien med et hul på tre point ned til konkurrenterne fra B 1908.


Premierekampen var en af dem, hvor de blåklædte næsten kun kunne skuffe. Modstander Ishøj lå nemlig sidst i tabellen og derfor var det i sandhed top mod bund på Frederiksberg. Til slut endte det da også som de fleste havde forventet med en sejr på 4-1, men det var ikke en helt problemfri sejr i og med, at gæsterne faktisk var foran efter de første 45 minutter.


Ishøj er et teknisk velfunderet hold, som i vinterens løb har fået tilgang af den tidligere FA 2000-topscorer Mohamed Azaquoun - og dermed var de seneste fem sæsoners topscorere i FA 2000 faktisk på banen samtidig i lørdags. Da Ishøj har sine klare forcer offensivt, var der lagt i ovnen til en underholdende kamp, og det var lige hvad de 198 tilskuere fik i det smukke forårsvejr.


Allerede efter to minutters spil fik værterne en gylden chance for at komme foran, da en fri Sebastian Jacobsen headede hårdt og præcist, men desværre hev Ishøjs keeper en stor redning op af hatten, og så var tonen ligesom sat. Ishøj var bestemt ikke ufarlige, og en dårlig clearing blev opfanget af gæsternes angriber, som tog chancen fra 25 meter og ramte overliggeren.


Syv minutter senere var det så FA 2000s tur til at ramme overliggeren på et frispark fra Michael Jonssen, og kort derefter kom så kampens klart største chance, da en hel skæv aflevering på tværs i eget felt blev opfanget af Ishøj-angriberen, men måske overrasket over at få bolden foræret i total fri position, fik han overplaceret afslutningen, så den gik snert forbi målet.


I den omvendte kamp var det netop fejl som denne i egen zone, som Ishøj straffede nådesløst, men heldigvis manglede præcisionen denne gang. Langsomt overtog FA 2000 dog styringen på kampen, og nu begyndte chancerne og det gode spil så også at komme - men den normale skarphed fra de forreste hos de blåklædte var ikke helt, hvor den var i de fleste kampe i efteråret.


Både Sebastian Jacobsen og Lucas Simonsen havde chancer af den store slags, men igen var Thobias Henriksen i Ishøj-målet en god mand for sit hold. Bedst som det lignede en målløs første halvleg skete som det, som bare helst ikke måtte ske. Et hjørnespark sejlede hele vejen over i det bagerste rum, og her kunne Ihsan Cimen sende gæsterne i front til stor jubel for de fremmødte Ishøj-fans.


Det kunne være blevet rigtigt slemt for FA 2000 kort inde i anden halvleg, hvor Ishøj fik en stor chance, der blev reddet på stregen - men derfra var der reelt kun ét hold på banen. Tempoet fik et hak i vejret, mens gæsternes spillere begyndte at vise tegn på træthed. Ingen kunne derfor indvende det fjerneste imod, at Torbjørn Billeskov iskoldt satte indersiden på og skød udligningen i nettet.


Målet kom efter 56 minutter, og det gav naturligvis yderligere gejst til FA 2000 og det modsatte til Ishøj. Nu kendte man de blåklædte igen - hurtigt og idérigt kombinationsspil, som kastede mange muligheder af sig. Denne gang var det Ishøj, der måtte redde på stregen, og midt i halvlegen gik den så ikke længere - ret tydeligt blev Torbjørn Billeskov skubbet i ryggen med to hænder i fri position.


Ikke det store at indvende mod straffesparket, og topscorer Sebastian Jacobsen var iskold i duellen med Thobias Henriksen og satte sikkert bolden i nettet til 2-1. Målet fik dog ikke FA 2000 til at slække på tempoet. Angrebene bølgede fortsat ned mod Ishøj-målet, og Oliver Pedersen burde have øget føringen, da han headede forbi fra helt fri position, men det var ikke dér, at afgørelsen faldt.


Det gjorde den derimod med 10 minutter igen. En storspillende Mads Lange blev nedlagt i feltet til endnu et helt korrekt straffespark, og Sebastian Jacobsen var lige så sikker fra pletten som første gang han stod over for Thobias Henriksen. Herfra var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse, for Ishøj havde ikke mere at byde ind med, mens FA 2000 stadig investerede meget i det offensive.


Det gav da også mål nummer fire med få minutter igen. Anton Gustavsen kronede et fremragende indhop ved først at sende Lucas Simonsen i dybden, og derefter få den igen i fri position, hvor han ikke svigtede. Dermed blev det den håbede start på sæsonen, og kan takterne fra anden halvleg holdes i de kommende kampe, ser det godt ud før de kommende opgaver.


FA 2000 - Ishøj 4-1 (0-1)
0-1 Ishan Cimen (42.)
1-1 Torbjørn Billeskov (56.)
2-1 Sebastian Jacobsen (67., straffe)
3-1 Sebastian Jacobsen (80., straffe)
4-1 Anton Gustavsen (86.)

BOLD.DK

Copyright © 2009 - FA 2000 - Frederiksberg Alliancen