Menu

NYHEDSBREV - APRIL 2024

image
Konrad C. Rasmussen
04. maj 2024 kl. 16:26
Et overblik over april-måneds hændelser i FA2000

FA2000 NYHEDSBREV – APRIL 2024

 

Vi har efterhånden lagt vinteren bag os, og fodbolden fortsætter for fuld drøn på Jens Jessens Vej og Nandrupsvej. April var endnu en god måned i FA2000, og vi er nu klar med endnu et nyhedsbrev, der giver dig et overblik over de vigtigste ting, der er foregået i klubben i april måned

 

GOD LÆSELYST!!

SENIOR: Hos førstesenior er der en ting, der springer i øjnene. I slutningen af april kunne vi fortælle, at vi har solgt vores helt egen Sami Jalal Karchoud til Kolding IF, der spiller i NordicBet Ligaen. Et stolt øjeblik for vores klub, der viser, hvor langt vi er kommet de seneste år.

 

  • Det er en vild dag for os som fodboldklub nu også at være så dygtige til at udvikle spillere, at andre klubber vil betale penge for vores spillere. Det gør mig stolt og glad. Både på klubbens vegne, men ikke mindst på Samis vegne. Det har været en fornøjelse at se, at hårdt arbejde belønner sig, og her i foråret har han taget eksplosive skridt, som nu sender ham videre til det næste skridt i karrieren, fortalte sportschef Steffen Dam efter salget.

 

Både kvindesenior- og herresenior præsterede flotte resultater flere gange i april måned, og vi er glade for både at have kvinder og mænd, der nyder fodbolden i vores klub. Diversitet giver en kæmpe værdi for en forening som vores.

 

UNGDOMMEN DRENGE: Først og fremmest var det med vemod i stemmen, at vi kunne fortælle, at vores ungdomstræner Ahmed Bashir har fået en plads på fodboldakademiet Guldminen i Ikast. Her skal han udvikle sig videre som træner. Selvom det er vemodigt, at han forlader os, håber vi, at han kan blive en endnu bedre træner.

 

Et andet højdepunkt var, da Sami Jalal Karchoud og Baptiste Rolland fra førstesenior besøgte U8-drengene til fællestræning på Nandrupsvej. En stor dag for de unge drenge og et billede på, at vi hænger sammen i FA2000. Førstesenior-spillerne viste stor karat på deres fridag, hvilket fremkaldte brede smil hos alle børnene.

 

UNGDOMMEN PIGER: Fredag den 12. april startede et stort projekt for pigefodbolden på Frederiksberg. Frederiksberg Boldklub, FA2000, KB, DGI og Frederiksberg Kommune er gået sammen om projektet ved navn ’Flere piger til fodbold på Frederiksberg’. Det var første dag af seks fælles fredage, hvor de lokale klubber afholder disse arrangementer.

Projektet er støttet af ’Bevæg dig for livet – Frederiksberg’, Kultur- og Fritidspuljen i Frederiksberg Kommune samt Frederiksbergfonden. Udover det overordnede formål at hæve andelen af piger i fodbolden sigter man også efter et bredere lokalt samarbejde, hvor både frivillige, ledere og især trænere får gavn af det fælles fodslag.

 

Projektets parter har nemlig i 2024 og 2025 forpligtet sig på både at arrangere fællestræninger, hjælpe klubberne med at sætte fokus på det gode klubmiljø ift. pigers trivsel, organisering af fodboldtilbuddene i kommunen, uddannelse af trænere, inddragelse af forældre og målrettede rekrutteringsindsatser.

 

TAK FORDI I LÆSTE MED!

Luk