Menu

FCM henter FA 2000s Klub & Sportschef

image Foto: FC Midtjylland
02. juni 2023 kl. 15:00

Den 19.10.2022 havde FA 2000 besøg af Superliga-klubben FC Midtjylland på Frederiksberg. Her blev det til et nederlag på 0-6 i DBU-pokalen, men forbindelsen samt den gode relation blev etableret på tværs af klubberne.

 

Efter 2,5 års ansættelse som Klub og Sportschef i FA 2000 stopper Mads Agner Veng nu. Han tiltræder  1.august i FC Midtjylland i en nyoprettet stilling som ”Head of Goldmine Operations”. Her får han det overordnede strategiske ansvar for deres millionsatsning og forlader dermed FA 2000 med sidste arbejdsdag 30.juni 2023. 

 

Om situationen udtaler formand i FA 2000 Tommy Burmeister Madsen:

 

”Først og fremmest vil jeg gerne understrege hvor stolte vi er som klub over, at en etableret Superliga-klub som FC Midtjylland har vurderet, at en af vores ansatte er attraktiv i deres professionelle organisation. Jeg har haft et godt og konstruktivt samarbejde med Mads Agner Veng, hvor vi sammen har bidraget til at udvikle klubben og vi ønsker ham alt det bedste.”

 

Om skiftet væk fra FA 2000 til Superligaen og FC Midtjylland siger Mads Agner Veng:

 

”Jeg forlader FA 2000 med en god rigtig mavefornemmelse. Vi har fået skabt en velfungerende og skarp administration, har dygtige sportsligt ansatte på tværs og formået at skabe tydelige synergier mellem klubbens afdelinger. Fremtiden ser lys ud og jeg glæder mig til, at følge klubben på afstand. Med tilbuddet fra FC Midtjylland har jeg fået en mulighed på Superliga-niveau jeg ikke kan sige nej til. Nu venter et nyt eventyr og jeg vil derfor gerne sige tak til alle i klubben for en god tid.”

 

Rollen som Sportschef besættes med øjeblikkelig virkning af Steffen Dam imens, at der startes en overleveringsproces til klubbens ansatte med primært fokus hos Leder af Fodboldadministrationen Jesper Westermann.

Luk