Menu

Drama og drop da U19 rykkede op

image Stor jubel i FA-lejren - oprykningen er hjemme
Henrik Kristensen
04. november 2019 kl. 22:34
Efter en vild kamp og en 4-3 sejr skal U19 spille i Øst1-rækken i foråret

Udenforstående må have undret sig søndag eftermiddag i den forgangne weekend efter kampen i U19 Elite Øst 2.
Midt på banen væltede blåklædte FA’ere rundt i en jubelbunke – og ude ved sidelinien åbnede modstanderholdet fra Ballerup champagne.


Begge hold jublede over oprykning til Øst-række 1 – det højeste niveau man kan nå, inden man spiller i de landsdækkende rækker.
Men vejen til oprykningen har været vidt forskellig for de to hold. Umiddelbart forud for jubelscenerne havde holdene spillet en tempo- og spændingsmættet kamp, som FA vandt 4-3. Det resultat var lige præcis nok til at holde 3 andre konkurrenter til puljens 2.plads væk – mens Ballerup som rækkens suveræne tophold kunne fejre oprykning allerede for 2 uger siden – og led efterårets første nederlag på Jens Jessens Vej.


Kampen havde alt, hvad tilskuerne kunne ønske sig: En hurtig FA-scoring på kampens første angreb, et fælt målmandsdrop, endnu en FA-føring og og et gennemspillet Ballerup-angreb efterfulgt af et tørt hug i nettet, gjorde, at der intet var afgjort da de to hold gik til pause.
Med kniven for struben startede FA anden halvleg, men det blev sværere og sværere at spille sig frem til chancerne i det opskruede tempo og end ikke et væld af udskiftninger for at holde presset på gæsterne, så ud til at bære frugt.

Midtvejs i halvlegen blev det 3-2 til gæsterne efter et lidt tilfældigt hovedstød med en kontrabold, der ramte skulderen på en FA’er inden den gik i nettet.
Herefter skulle man være mere eller mindre almindelig optimist for at tro på 2 mål fra hjemmeholdet, men så dummede Ballerup sig – ganske eftertrykkeligt og to gange på kort tid.


Først hægtede en forsvarsspiller en FA’er i frit gennemløb og fik direkte rødt – som betyder undertal i resten af kampen modsat gule kort, der takseres til 10 minutters afkøling. Herefter trak endnu en Ballerup-spiller et gult kort for at trække tiden ud – og umiddelbart herefter faldt så udligningen til 3-3 efter et gedigent klumpspil efter et indlæg.
11 mod 9 lagde FA et stort pres på udeholdet, og til sidst udmøntede det sig i et straffespark – nogenlunde i den størrelsesorden som jyske hold får dømt imod sig i Parken mod FCK.

Eksekveringen blev lagt i fødderne på anfører Anders Børkop, som sikkert bragte FA foran med 4-3 og på oprykningskurs for 3. gang i kampen.
Herefter fulgte 5-8 hektiske minutter, hvor først Ballerup fik spilleren der afsonede advarslen ind igen og FA fik et gult kort og blev reduceret til 10 spillere.
Hjemmeholdet red stormen af og så kunne jublen bryde ud – vildt og voldsomt blandt hjemmeholdets spillere og noget mere afdæmpet hos Ballerup, der nok kunne have ønsket sig en bedre afslutning. Men der er revanche til gode, og den kan komme i foråret, hvor begge hold som sagt rykker op i Øst 1.

- Det er rigtigt godt for vores spillere at komme en række op, siger ungdomssportschef i FA2000, Steen Kundby. Vi har i et par sæsoner været favoritter til at rykke op i U19. I år har vi så haft den holdning, at kunne det lade sig gøre, var det fint, og hvis det ikke lykkedes, så ville det være til at leve med.


Nu venter der etablerede Øst1-hold som Nykøbing, Vanløse, Fremad Amager og Avarta. Om det siger Steen Kundby
- Det bliver nogle rigtigt fine match. Der er ingen dårlige hold i den række, og hvis man ikke leverer eller er klar, ja så taber man. Der er ret kontant afregning, og det er rigtigt sundt for vores spillere. Man kan ikke fedte en 2-0 sejr hjem mod et bundhold, hvis det ikke lige kører. Der kommer linievogtere på, vi kommer ofte til at spille på stadionbaner osv. Det hele bliver løftet.


Steen Kundby glæder sig også over oprykningen af andre grunde:


- Vi er rigtigt glade for, at vi i ungdomsafdelingen har fået en stjerne i DBU’s licenssystem i U10-U15 årgangene og at vi nu har træningsplaner allerede når U4-5 spillerne træder ind i klubben. Der er et storartet organisationsarbejde i gang i ungdomsafdelingen. Men det vil være rigtigt rart for os, hvis vi kan etablere os i Øst 1 rækken i U17 og U19, for det giver vores unge spillere et bedre afsæt til seniorfodbold og vi kan måske også holde på vores dygtigste spillere, så vi ikke skal se dem skifte til licensklubber for tidligt. Vi er ikke selvskrevne i de rækker, men hvis vi kan vise flaget og gode sportslige resultater, er vi godt på vej.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk