Menu

DBU kårer FA2000's Liv Gish som årets ungleder

image
27. februar 2020 kl. 08:56

Mandag aften blev vores ungdomsformand, Liv Gish, kåret til årets Ungleder 2019 af DBU København.

Liv var mødt op til DBU Københavns repræsentantskabsmøde sammen med bestyrelsessuppleant Kennie Larsen, som var stand-in for vores formand Jan Busk, der er i Tyrkiet med 1. holdet. Hun var dog uvidende om, hvad der skulle komme til at ske.

Efter gennemgang af de første indledende punkter på dagsordenen var det tid til at hylde året klub, hvor FB løb med titlen, ikke kun for København, men i hele Danmark. Næste punkt var uddeling af årets Unglederpris, som Tobias Illum formand for Ungeudvalget stod for. ”Da de nævnte mit navn, kom jeg til at råbe ’Hvad!?’. Jeg blev meget overrasket og havde ikke set det komme. Jeg var jo bare mødt op for at repræsentere FA 2000 og få indsigt i den del af DBU systemet.” siger Liv Gish.

Med prisen fulgte en meget flot begrundelse omkring Livs store engagement ikke kun i FA 2000, som træner og ungdomsformand, men også i DBU København, både som tidligere dommer og i Pigeudvalget. Begrundelsen blev krydret med et par citater fra efterårsartiklen fra Fodboldmagasinet København: ”Jeg gik rundt og bitchede lidt omkring nogle ting og tænkte; det må klubben da ordne, hvor det langsomt gik op for mig, jamen hvem er klubben? Det er jo os, der er klubben. Der er ikke lige fem mennesker i en bestyrelse, der kan ordne alt, og så er det salamimetoden eller kogt frø. Jeg startede som træner, og tog efterhånden lidt mere engagement i pigeafdelingen. Det griber om sig, når folk får øje på en, og det vokser, og man bliver hende, der er den.”

Liv er meget glad for anerkendelsen, men skylder også en stor tak til ungdomsbestyrelsen og sportskonsulenterne, der gennem det sidste 1½ år har været med til at udvikle og strukturere organisationen og forretningsgangene, samt træningen på banerne.

Vi ønsker vores Ungdomsformand, Liv Gish, et kæmpe tillykke med prisen og den store anerkendelse af hendes engagement i foreningsfodbold og FA 2000.

Læs mere om FA 2000s klubudviklingsforløb med DBU her

 

Tobias Illum formand for DBU Københavns ungeudvalg overrækker prisen som Årets ungleder til Liv Gish.