Menu

Stadig uden sejr

image
24. august 2019 kl. 10:52

Fjerde gang blev heller ikke lykkens gang. Selv om der var chancer nok til at vinde mere end én fodboldkamp, var Avarta-målet forhekset denne onsdag i Espelunden, endte det hele med et nederlag på 1-0. Fortjent var det ikke, men målmanden er også en del af spillet, og på dagen ramte Avarta-målmand Morten Bank med garanti en af karrierens bedste kampe med flere vilde redninger.

Første halvleg var ellers langt fra nogen sindsoprivende affære. FA 2000 startede med et relativt dybt udgangspunkt, og selv om Avarta havde bolden mest, blev de meget sjældent farlige. I kampens første halve time var duellerne således i overtal, og eneste nævneværdige forsøg havde de blåklædte, men desværre manglede afslutningen kvalitet efter fint forarbejde på højrekanten.

Hvad der hele vejen lignede en første halvleg uden mål, endte alligevel med en scoring - og det så i den forkerte ende. Et ellers ufarligt indlæg endte med, at Jonas Elkjær kom forkert ud af sit mål, og Emil Thomsen kunne heade den ind til føring til Avarta. Paradoksalt nok i og med, at Jonas Elkjær har stået en fremragende sæson så langt og ikke mindst mod Helsingør leveret mirakler på stregen.

Målet fik FA 2000 til at løsne op på de taktiske bånd, og på første halvlegs sidste spark troede de fleste i Espelunden, at udligningen var en realitet, men Matin Al-Atlassis hårde afslutning mod det ene målhjørne blev på mesterlig vis pillet af Morten Bank. Men trods alt en positiv afslutning på halvlegen, og det skulle vise sig, at afslutningen blev startskuddet til en syndflod af store chancer.

FA 2000 kom fremragende ud til anden halvleg, og efter fem minutters spil kom den første store chance, da Matin Al-Atlassi i fri position måtte se sit forsøg reddet af Morten Bank. To minutter senere fik Rasmus Vibe forlænget et hjørnespark til en helt fri Matin Al-Atlassi, men igen måtte man klø sig selv i håret og spørge - "hvordan i alverden fik han reddet den bold?"

Nu havde vi i den grad en fodbold, og de to kæmpechancer blev startskuddet til en afvekslende halvleg, hvor FA 2000 jagtede udligningen med Avarta liggende og lure på omstillinger. På en af dem kom de helt alene igennem med Jonas Elkjær, men denne gang var FA 2000-keeperen ovenpå og klarede med en fornem fodparade og det var et mindre mirakel, at anden halvleg stadig var målløs.

Billedet fortsatte kampen ud med store chancer til begge hold. Matin Al-Atlassi havde faktisk bolden i mål med små 10 minutter igen, men målet blev underkendt for en tvivlsom offside, mens Sebastian Jacobsen fra fri position måtte se sin chance reddet på stregen. FA 2000 skabte på en halvleg flere kæmpechancer end i de foregående ni halvlege tilsammen - men ind ville bolden bare ikke.

Dermed har sæsonstarten ikke været som håbet, men der må trods alt være en del optimisme at tage med fra anden halvleg, hvor vi så nogle af de glimrende offensive takter fra oprykningssæsonen. Nu skal bolden bare sparkes ind over stregen.

Avarta - FA 2000 1-0 (1-0)
1-0 Emil Thomsen (40.)

Luk