Menu

Som en dårlig film man har set før

image Foto: Martin Timm Holmstav / Fremad Amager
Steffen Dam
22. april 2024 kl. 14:32

Det er sjældent, man har lyst til at se en dårlig film igen. Men filmen fra Gentofte Skærtorsdag kørte desværre igen fredag aften i Sundby - en fremragende første halvleg, fortjent føring for så at se det hele forsvinde og stå tilbage med nul point. Fremad Amager endte nemlig med at vinde med 2-1, hvilket var en hård skæbne for FA 2000 set på baggrund af første halvleg.

Her var de rødklædte nemlig det klart bedste hold. Kombinationerne flød flot, og Fremad Amager havde svært ved at komme til andet end skud fra distancen, som ikke voldte Rasmus Wedege problemer inde i målet. Anderledes snert var der i FA 2000-offensiven, og efter knap et kvarter kastede det så også et føringsmål af sig.

Lucas Simonsen fik bolden på kanten af feltet, tog et kort træk og klappede bolden over i modsatte målhjørne. Et fremragende mål, som i den grad gav blod på tanden. Ikke lang tid efter både kunne og burde føringen være blevet fordoblet. Casper Holmelund slap fri af sin oppasser og fik frit løb ned mod målet.

Han kunne spille bolden på tværs til en helt fri Karim El Haddouchi, han kunne afslutte højt, men han valgte løsningen at sparke fladt på Mikkel Andersen, som havde læst afslutningen. En kæmpechance, og et mål mere dér havde i den grad sparket liv i drømmene om en sejr i Sundby Idrætspark til gæsterne.

Men alt i alt var første halvleg meget flot, og nu sad man bare og håbede på, at den flotte film fra Gentofte, hvor første halvleg også var fremragende, ikke skulle ende på samme måde. Men selv om forløbet ikke var helt identisk, så blev resultatet det samme - en solid pauseføring, som blev forvandlet til en bitter fornemmelse og nul point.

Helt som forventet kom Fremad Amager ud til anden halvleg med masser af energi for at revanchere en set for deres synspunkt dårlig første halvleg. Det gav en mere urytmisk kamp, og det var klart til Fremad Amagers fordel.

Efter 58 minutters spil kom så udligningen - det var ikke en situation, der burde blive farlig, men alt for passivt forsvarsspil endte med, at Alexander Johansen kunne sende bolden i nette ved bagstolpen til 1-1. Ondt skulle blive værre seks minutter efter. Karim El Haddouchi sendte et hårdt skud mod kassen, men måtte se Mikkel Andersen flot redde bolden via overliggeren til målspark.

Fejlkendelser sker, men alt for meget energi blev brugt på at brokke sig over den åbenlyse fejlkendelse i stedet for et disciplineret returløb, og Fremad Amager sagde tak for den ekstra plads og afgjorde kampen. Jerailly Wielzen lagde den flot af til Kasper Andersen, som med en flad afslutning endte med at passere Rasmus Wedege og dermed gøre det til 2-1.

FA 2000 fik aldrig repareret på den dårlige periode, selv om der var optræk til scoring i kampens slutfase. Lukas Svensson sendte et missil afsted mod Fremad Amagers mål i slutminutterne, men desværre sneg bolden sig lige forbi mål - og dermed blev det heller ikke i tredje forsøg, at FA 2000 fik skovlen under Fremad Amager.

Fremad Amager - FA 2000 2-1 (0-1)
0-1 Lucas Simonsen (14.)
1-1 Alexander Johansen (58.)
2-1 Kasper Andersen (64.)

Luk