Menu

Pointdeling trods en time i overtal

image Casper Holmelund ramte overliggeren mod Brabrand.
Steffen Dam
29. april 2024 kl. 15:34

FA 2000 skulle lørdag ud i et særdeles vigtigt bundopgør mod Brabrand. Men trods en mand i overtal i en time, lykkedes det ikke for de blåklædte at hente de tre point - men måtte nøjes med 0-0 trods en massiv overvægt i spil og chancer i kampen.

Brabrand startede ellers ud med deres velkendte høje pres, hvilket drillede FA 2000 en smule, men modsat gav presset også rum andre steder på banen, og en omstilling efter fire minutter sendte Casper Holmelund afsted mod Brabrands mål, men han valgte desværre selv at afslutte fra en spids vinkel i stedet for at spille en helt fri Youcef Mokdad.

Men Casper Holmelunds dybe løb havde Brabrand det svært med, og efter 29 minutter kastede det så også et rødt kort af sig. Eller isoleret set fik Jesper Brinck kun gult kort for at hægte Holmelund, men da han i samme moment efter spillet var stoppet, valgte at tyre bolden langt ud af stadion, fik han også et gult kort for det, og dermed blev de to gule kort vekslet til et rødt af slagsen.

Herfra var strategien fra Brabrand klar. Stå meget dybt og meget kompakt og så måtte FA 2000 så prøve at finde løsninger til at komme igennem til kvalificerede afslutninger. Det blev for ofte ved intentionerne og enten afleveringer eller afslutninger, der manglede den sidste kvalitet - indtil efter 58 minutter, hvor kampens suverænt største chance indtraf.

Oskar Høybye tog et fremragende dybt løb, lagde en lige så fremragende aflevering på tværs til Casper Holmelund - som igen med et dybt løb splittede Brabrands forsvar ad, men han fik desværre sparket på overliggeren fra få meters afstand. Det havde ellers været et meget flot mål, men lige ved og næsten ændrer desværre ingen måltavler.

I slutfasen satsede FA 2000 alt i jagten på en sejr, og smed blandt andet Baptiste Rolland op som angriber. Det var meget tæt på at give pote, men fra en relativt fri position i feltet, headede han lige forbi den ene opstander. Tættere på kom FA 2000 ikke, men det ene point betød trods alt, at holdet stadig er placeret på den rigtige side af nedrykningsstregen.

FA 2000 - Brabrand 0-0

Rødt kort: Jesper Brinck, Brabrand (29.)

Luk