Menu

Klasseforskel på kunstgræsset

image
10. september 2019 kl. 06:47

FA 2000 måtte for anden uge i træk gå fra banen i 2. division uden point, og selv om det ikke var det største nederlag i sæsonen, var det reelt set den kamp, hvor man var længst fra point. HIK var på dagen overlegne i det meste af kampen og ingen kunne indvende noget som helst imod, at måltavlen viste 1-3 ved kampens afslutning på Frederiksberg Stadion.

Det startede ellers nogenlunde lovende for FA 2000 i en meget livlig indledning på kampen. Matin Al-Atlassi var meget tæt på at komme fri igennem efter en misforståelse i HIK-forsvaret, og samme Matin sendte tre minutter senere en bold på tværs, som trillede rundt på stregen, inden HIK til sidst kunne cleare bolden. Også HIK havde et stort tilbud i startfasen på et hovedstød efter hjørnespark.

Men derfra var der ikke meget positivt at skrive hjem om for de blåklædte. Efter et kvarter burde HIK have bragt sig foran, og ti minutter senere fik gæsterne annulleret et mål. Presset fra HIK blev tungere og tungere og efter en halv times spil gik den så ikke længere. Et lang bold frem fra HIK blev enkelt headet videre til en fremstormende Andreas Smed, som nemt kunne sende bolden i kassen.

Blot fem minutter skulle der gå, før HIK igen kom på måltavlen. Denne gang efter et hjørnespark, som ellers blev clearet i første omgang, men HIK fik sendt bolden tilbage i feltet - denne gang skulle der også blot en enkelt berøring til, før Andreas Smed var helt fri og sendte HIK på sikker vinderkurs. Lucas Simonsen nåede at komme igennem til en mulig reducering kort inden pausefløjtet, men afslutningen blev reddet.

FA 2000 kom ganske fint ud til anden halvleg og fik da også den første notérbare chance med et forsøg fra Michael Jonssen, som gik lige forbi mål. Men derfra stod der igen HIK på langt det meste. De er stærke på bolden og har oveni noget fysik, som FA 2000 havde svært ved at håndtere, og derfor mere end lignede det mere en ny HIK-scoring end en reducering af hjemmeholdet.

Jonas Elkjær fik flot reddet på et forsøg fra Jonas Hebo Rasmussen, men 11 minutter inde i halvlegen fandt kampen så sin afgørelse. Denne gang blev FA 2000 spillet helt tynde, og en klassisk cutback-aflevering endte med, at Andreas Smed kunne tordne bolden i mål og fuldende sit hattrick. Man gik hér virkelig og frygtede for en afklapsning af de blåklædte, men sådan gik det heldigvis ikke.

HIK havde dog flere store chancer for at øge føringen, men enten fik man afsluttet for dårligt eller også stod Jonas Elkjær i vejen, og såmænd om ikke FA 2000 i overtiden fik reduceret. Denne gang stod HIK for et dumt boldtab - en lang bold frem til Rasmus Vibe endte med, at han kunne runde en fremadstormende Sebastian Sørensen i HIK-målet og derefter trille den i det tomme mål.

Dermed blev nederlaget ciffermæssigt nogenlunde tåleligt, men man må også konstatere, at der skal bedre præstationer til end denne, hvis FA 2000 skal måle sig med de bedste hold i rækken - det har man så heldigvis også leveret, og forhåbentlig kommer der en stor præstation mod Hillerød.

FA 2000 - HIK 1-3 (0-2)
0-1 Andreas Smed (31.)
0-2 Andreas Smed (36.)
0-3 Andreas Smed (56.)
1-3 Rasmus Vibe (90.)

Luk