Menu

Gyldent minus sendte hvepsene i hi

image Foto: Henrik Bastius Kristensen
07. oktober 2019 kl. 07:16

FA 2000 er i den grad inde i en god periode. Lørdag gik det ud over Brønshøj, som ellers kom til Frederiksberg med tre sejre på stribe. Den serie fik de blåklædte sat en grundig stopper for med en helt fortjent sejr på 2-0 - og dermed første gang uden scoring fra modstanderen i 2. division. Sejren blev grundlagt på en formidabel første halvleg, hvor FA 2000 spillede det bedste fodbold i sæsonen.

Mere præcist faktisk et gyldent minut, for der gik blot omkring 60 sekunder fra den første scoring til den næste. Første scoring faldt efter 35 minutter, hvor en veloplagt Lucas Simonsen med en flot stikning sendte topscorer Sebastian Jacobsen af sted mod mål. Først verfede han fint sin direkte modstander væk, inden han knastørt sendte bolden ind bag Oliver Korch i Brønshøj-målet.

Minuttet efter leverede FA 2000 så et klassemål. Hurtige kombinationer endte med, at Rasmus Vibe med en perfekt aflevering spillede Sebastian Jacobsen fri foran mål. Denne gang vandt Oliver Korch godt nok duellen med hjemmeholdets topscorer, men Oscar Scott Carl var hurtig over riposten og kunne nemt øge føringen til 2-0 - kulminationen på en fremragende blå start på opgøret.

For der stod nemlig FA 2000 på langt det meste i opgørets indledning. Allerede efter syv minutter bød Lucas Simonsen sig til med en fin afslutning og efter et kvarter måtte Brønshøj redde et frispark fra Rasmus Vibe på selve målstregen. Defensivt var organisationen rigtig god, og offensivt flød kombinationerne mellem de mange dygtige teknikere, som de blåklædte råder over.

Efter 20 minutter troede de fleste, at føringen var en realitet, da en clearing fra Oliver Korch endte hos Sebastian Jacobsen, der resolut sendte bolden mod mål, men den ellers fine afslutning prellede desværre af på underkanten af overliggeren. Midt i halvlegen var selvsamme Sebastian Jacobsen på spil igen, men den ellers så stærkt spillende topscorer brændte det ellers ret så store tilbud.

Det er såmænd ikke fordi, at vi i dette referat ikke vil nævne Brønshøjs tilbud i første halvleg, men udover en forkølet afslutning over mål efter et kvarters spil, formåede de hvepsestribede gæster ikke at spille sig frem til noget nævneværdigt i de første 45 minutter, som helt fortjent endte med, at FA 2000 kunne gå i omklædningsrummet med en føring på 2-0.

Helt som forventet kom Brønshøj ud med et noget bedre udtryk efter pausen, da de må have fået lidt af en opsang i pausen og ret skal være ret - der stod Brønshøj på det meste i de sidste 45 minutter. Og havde Jonas Elkjær ikke hevet en superredning op et kvarter inde i anden halvleg, kunne opgøret måske have fået et andet udfald, men ellers afviste FA-defensiven ganske solidt.

Med 20 minutter igen brændte det dog igen på, da Jonas Elkjær lige fik vippet en farlig afslutning over mål, mens værterne med 10 minutter igen måtte redde på stregen, men overordnet set manglede der fantasi i gæsternes spil, og udover de nævnte forsøg kunne FA 2000 afvise de mange indlæg, som Brønshøj kom med. Desværre kom der en smule malurt i bægeret til sidst.

Sammi Bajuni blev udvist for at sparke en Brønshøj-spiller i hovedet, hvilket set udefra virkede som en meget hård dom, da han tydeligt gik efter bolden og Brønshøj-spilleren sænkede hovedet i situationen, men heldigvis fik fejlkendelsen ingen betydning for resultatet - nu er vi halvvejs igennem grundspillet, og FA 2000 er at finde på en placering, der giver en plads i oprykningsspillet.

FA 2000 - Brønshøj 2-0 (2-0)
1-0 Sebastian Jacobsen (35.)
2-0 Oscar Scott Carl (36.)

Rødt kort: Sammi Bajuni, FA 2000 (87.)

Luk