Menu

Frisparksdrøn afgjorde lokalbrag

image
Steffen Dam, Sportschef FA 2000/Senior
21. oktober 2020 kl. 09:49
Efter tre kampe i træk uden sejr kom FA 2000 tilbage på ret spor med en sejr på 1-0 i lokalopgøret mod Vanløse.
Den sejr kunne der ikke indvendes noget imod, da de blåklædte specielt i første halvleg var bedst på bolden og kreerede de bedste tilbud - men meget sigende skulle der et frisparksdrøn til, før måltørken i kampen blev brudt.
Allerede efter syv minutter kom det første store tilbud til FA 2000. En fremragende frispilning fra Michael Jonssen gav en friløber til Jonas Jørgensen - han afdriblede gæsternes målmand, men desværre endte afslutningen med at blive clearet af en forsvarsspiller, som kom tilbage og fik reddet den store chance. Vanløse fik deres bedste tilbud i halvlegen kort efter, men Asger Højmark sparkede en meters penge forbi på en fin omstilling fra gæsterne.
Men det var en halvleg, der stod FA 2000 på. Efter 11 minutter var det Sebastian Jacobsen, der sparkede over fra en gunstig afslutningsposition i feltet og sådan fortsatte det halvlegen ud med fint FA-spil og flere fine optræk til chancer - den bedste mulighed for scoring i resten af halvlegen kom dog på en dødbold. Her diskede Christoffer Krogh i Vanløse-målet op med en flot refleksredning på en fin afslutning med hovedet fra kanten af det lille felt.
En løfterig halvleg blev fulgt op fra anden halvlegs start. Kort inde i halvlegen kom Lucas Simonsen igennem i højre side, men hans flade afslutning blev klaret af Christoffer Krogh, inden topscorer Sebastian Jacobsen skød snert forbi, da han var fri igennem på kanten af feltet.
Masser af godt FA 2000-spil, men desværre har det været lidt historien om holdet i denne sæson - der bliver scoret for få mål i forhold til det antal chancer, der bliver skabt.
Det var ved at blive dyrt, for Vanløse kom bedre med i kampen efterhånden som halvlegen skred frem og fik også et stort tilbud til at komme foran, da gæsternes Mohamad Al-Naser stod helt fri foran FA-målet, men en fremragende refleksredning fra Victor Smedsrud forhindrede en føring til gæsterne.
Den afbrænder skulle blive dyr for Vanløse, for med 10 minutter igen fandt kampen sin afgørelse. Det er ikke mange frispark, som FA 2000 normalt scorer på - men det blev der eftertrykkeligt lavet om på.
Michael Jonssen tordnede nemlig bolden i kassen til massiv jubel blandt alle de blåklædte, og selv om Vanløse i overtiden fik et stort tilbud for at udligne, endte det hele med 1-0 - og en vigtig sejr i jagten på top seks var en realitet.
FA 2000 - Vanløse 1-0 (0-0)
1-0 Michael Jonssen (80.)
Luk